Familie håber på hurtig hjælp: Albert har haft ondt i fire uger
Maria Freisleben håber, at hendes søn er blandt dem, der kan komme hurtigt til, når dele af sundhedsvæsenet åbner op igen.
Albert ser glad og rask ud, som han leger med sin store legetøjsbil i solskin i haven i Viborg.
Men virkeligheden er en anden.
Den treårige dreng har de seneste fire uger fået Panodil, fordi han har smerter. Han sover dårligt, og når der er et stille øjeblik, hvor legen ikke stjæler fokus fra det ubehagelige, er han utilpas og irriteret.
Det fortæller hans mor Maria Freisleben.
- Man er lidt magtesløs, når man står med et barn, der har ondt, og man ikke kan forklare, at det nok skal blive godt igen, siger hun.
Familien er udmærket klar over, hvad der er galt, og det er Alberts ørelæge også. Albert skal have skiftet sit dræn i ørene, og så skal han have reduceret sine mandler.
Men på grund af coronakrisen har Alberts operation – som så mange andres – været udsat.
- Vi kan ikke forklare ham, at det snart går over. Han forstår heller ikke, at vi bliver nødt til at vente, til de åbner. Vi må få det bedste ud af det og smertedække ham, så godt vi kan. Det er ret presset, siger hun.
Mange venter i kø
Derfor blev familien glad, da sundhedsministeren i går kunne fortælle, at regeringen har besluttet, at nogle af de dele af sundhedsvæsenet, der har været lukket ned, vil blive åbnet igen.
- Vi håber, de ringer til os i morgen med en tid i overmorgen – så presset er vi. Han sover ikke godt. Han vågner og har rigtig ondt, og han savler, fordi han har smerter i halsen, siger hun.
Maria Freisleben ved godt, at der er mange andre, der også venter på at komme til.
- Jeg tænker, det her et af de steder, der bliver åbnet først. Hvis jeg ventede på at få opereret et knæ eller en arm, ville jeg også være træt af det, men en voksen kan forstå, hvad forklaringen er, siger hun.
Albert venter på en indkaldelse fra Øre- Næse- og Halsafdelingen på Hospitalsenheden Vest.
Under coronakrisen er der blevet lukket ned for en masse behandlinger og operationer for at begrænse risikoen for smittespredning på landets hospitaler.
Sygehus vurderer de største behov
Det fortæller Thomas Balle Kristensen, der er hospitalsdirektør for Hospitalsenheden Midt.
- Vi skal fortsat passe meget på med ikke at sprede smitte, men nu hvor vi ser en mere moderat udvikling af corona-epidemien, er de seneste udmeldinger, at vi skal prøve at lukke lidt op og bruge mere af vores kapacitet, så vi tager os af de borgere, der har det største behov, siger han.
Hospitalsdirektøren fortæller, at man lige nu er ved at foretage en vurdering af, hvilke patienter der har det største behov for at modtage behandling.
Det er ikke muligt at nå det hele med det samme, slår han fast.
- Corona-epidemien er her stadigvæk. Det vil sige, at en hel del af vores ressourcer er involveret i den indsats. Vi vil åbne lidt for aktiviteten på andre områder, men det er ikke sådan, at det efterslæb, der er opstået, går væk fra den ene dag til den anden, siger han og tilføjer:
- Men vi holder nøje styr på alle patienter, hvor vi har udskudt aftaler, og så laver vi en løbende vurdering af, hvem vi først skal tage os af. Der er ikke nogen, der er blevet glemt, siger han.
Sygehusdirektøren oplyser, at det forventes, der kan blive åbnet for flere aktiviteter på sygehuset, end der har været de første uger af epidemien, i løbet af nogle dage.
Albert er meget besværet
I Viborg er familien Freisleben også indstillet på, at de kan komme til at vente længere på en indkaldelse fra Hospitalsenheden Vest, selvom de ikke håber på det.
- Ørelægen fortalte, at der står i Alberts henvisning, at han er meget besværet af det og skal til som en af de første, siger hun og tilføjer:
- Vi håber, det bliver snart, men vi kan vel godt vente en måned mere, hvis det er sådan, det er. Hvis der er en stor risiko ved at skulle ind og opereres nu, så venter vi også gerne, siger hun.