Forstander vil ikke sende alle elever hjem ved positiv coronatest: - Det er unødvendigt pres og spild af ressourcer
Det er problematisk, at flere elever på efterskoler får falsk positive tests for coronavirus, mener flere efterskoler.
Det var med stor glæde, at unge i sidste uge igen måtte komme tilbage til deres efterskoler i Vestjylland. Men for nogle varede lykken kort.
Allerede fire dage efter første skoledag tilbage, måtte 80 elever på Fenskær Efterskole rejse hjem igen. To af skolens elever blev nemlig testet positiv med coronavirus efter en lyntest i næsen.
- Da test nummer et var positiv, så trak vi lige vejret. Og så kort tid efter fik vi at vide, at elev nummer to var testet positiv, så var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at smitten simpelthen var kommet ind, siger forstander Niels Ørum Kirk til TV MIDTVEST.
Derfor lukkede hele efterskolen ned igen. Men efterfølgende viste en PCR-test i halsen, at eleverne alligevel ikke var smittede med coronavirus.
- Det er ikke nok med den ene, der er testet positiv. Det er også de 79 andre elever, som det også er en konsekvens for, og det fungerer ikke. Det er virkelig frustrerende, og det holder ikke, siger Niels Ørum Kirk.
Også på Finderup Efterskole blev tre elever testet positiv i torsdag. Samtlige 60 elever blev sendt hjem.
- De tre, der var ramt med positive lyntest var kede af det. De følte, det var deres skyld, at andre nu skulle i isolation og alt det andet bøvl, der opstod, siger forstander på Finderup Efterskole, Allan Trelborg, til TV MIDTVEST.
Ifølge eksperter kan op mod halvdelen af positive lyntests være falsk positive. Og det er en hård omgang for eleverne at blive sendt hjem igen:
- Vi skulle jo være der hjemme i isolation, og jeg måtte jo ikke engang komme ud af mit værelse. Min mor og far kom op med mad til mig, og jeg måtte ikke gå ud og hente vand i køleskabet, det skulle jeg spørge min far om, siger 17-årige Kasper List Rasmussen, der er elev på Finderup Højskole.
I går aftes kunne eleverne så endnu en gang komme tilbage på efterskolen - til stor glæde, for det var nemlig ikke den sjoveste oplevelse at stå med en positiv kviktest.
- Det er et unødvendigt pres at lægge på de elever, og samtidig er det spild af ressourcer, at så mange skal i isolation for en test, der viser sig at være falsk, siger Allan Trelborg.
På Fenskær Efterskole har forstanderen allerede en plan klar, hvis der igen skulle opstå falske positive testresultater fra næsepodningerne.
- Jeg vil ikke sende hele skolen hjem. Det vil jeg ikke gøre med den usikkerhed, der er i de tests her, siger Niels Ørum Birk.