Lærer venter på testsvar: Friskole sender alle hjem for en sikkerheds skyld
En lærer på skolen har været tæt på sine forældre, der nu er testet positive med corona. Skolen er lukket, indtil hun får svar på sin egen test.
63 elever og 10 ansatte har i dag fået en ufrivillig fridag.
En lærer på Hover-Torsted Friskole besøgte i weekenden sine forældre, der efterfølgende er blevet testet positive med covid-19.
- Corona-hotlinen fortalte, at læren kan være superspreder, når der ikke er nogen symptomer, og vi er så lille en skole, at det derfor var bedst at holde lukket i dag, fortæller Tina Sønderskov der er skoleleder på friskolen.
Hun fortæller, at det er et forsigtighedsprincip, at alle skal sendes hjem, for hvis der er spredning, vil de have den stoppet med det samme.
Alle kan risikere at skulle testes
Det pågældende lærer blev testet i går, og nu venter skolen så på, hvad de regner med, er et negativt svar, så alle der ikke har symptomer, kan møde igen på mandag.
- Hvis testen er positiv, så skal alle børn og ansatte testes, før de kan komme igen, så sørger vi for noget nødpasning efterhånden som folk bliver testet negative, fortæller Tina Sønderskov.
Hun har hele tiden været spændt på de første fjorten dage af skolestart og havde selvfølgelig håbet på, at de på skolen kunne have undgået at blive påvirket af corona.
Hvis uheldet er ude, og der er covid-19 på skolen, så vil de på Hover-Torsted kræve, at elever og ansatte kan fremvise en negativ test, før de kan komme tilbage.
Friskolen er langt fra den eneste skole eller institution, der har måtte sender folk hjem. TV MIDTVEST har her lavet et overblik.