Torsdagens nyheder om coronavirus i Midt- og Vestjylland

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: CDC Handout / EPA / Ritzau Scanpix

 I livebloggen her kan du følge seneste nyt om coronavirussen i Midt- og Vestjylland torsdagen igennem.

23. sep kl. 15:40

Nyt studie: Lægemidlet Remdesivir hjælper coronapatienter

Lægemidlet Remdesivir har længe været beskrevet som et af de lægemidler, der kan vise sig at hjælpe til behandlingen af coronasmittede patienter. Nu viser et amerikansk studie, at der er noget om snakken.

Studiet konkluderer, at patienter, der får lægemidlet, afkorter hospitalsopholdet med fire dage fra 15 til 11 dage og viser en lavere dødelighed, der falder fra 11 til 8 procent.

Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

Professor i infektionsmedicin fra Rigshospitalet Jens Lundgren konkluderer, at lægemidlet nu har bevist sin effekt.

– Det er enormt positivt, at vi nu kan konstatere, at det første lægemiddel, vi har satset på til behandling af alvorligt syge Covid-19 patienter, lader til at have en gavnlig effekt.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Minister vil skrue op for kvalitet af nødundervisning

I snart syv fulde uger har klasselokale, tavle og kridt været byttet ud med computerskærme for skoleeleverne i de ældste klasser.

For lærerne kan det være en udfordring at blive ved med at være kreative, når de skal fjernundervise deres elever.

Derfor præsenterer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) række tiltag, der skal hjælpe lærerne med at styrke kvaliteten af fjernundervisningen. Det bliver også kaldt nødundervisning.

- Jeg kan godt forstå, hvis der begynder at være lidt mathed omkring det, om man bliver udfordret på, hvad der skal ske nu, siger ministeren.

- Hensigten er, at vi får smidt noget kul på kvaliteten af fjernundervisningen, som er et fuldstændig nyt fænomen i Danmark.

Ministeriet vil blandt andet lave særlige undervisningsforløb for eleverne i 6. til 10. klasse, som lærerne bruge til at undervise ud fra. Det vil blive tilgængeligt drypvist efterhånden, som det bliver færdigt.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Tandlæger meldt til arbejdstilsynet for corona-sjusk

Mundbind og engangskitler bliver brugt til flere patienter, selvom det er i strid med reglerne. Seks tandlægeklinikker er meldt til Arbejdstilsynet, og flere er på vej, skriver Politiken.

Alt for mange genåbnede tandlægeklinikker ser stort på myndighedernes coronaregler og retningslinjer, og lader deres klinikassistenter arbejde uden tilstrækkelige værnemidler.

Det er meldingen fra fagforbundet HK Privat, der nu har meldt seks tandlægeklinikker til Arbejdstilsynet og har flere anmeldelser på vej.

Ifølge reglerne skal både kitler og mundbind skiftes efter hver eneste patientbehandling, men det sker langtfra alle steder, fortæller HK Privats næstformand Anja C. Jensen:

- Vi får henvendelser fra klinikassistenter, der bliver tvunget til at bruge de samme mundbind til flere patienter. Fra klinikassistenter, der må bruge de samme engangskitler, billige regnslag fra Harald Nyborg og hjemmelavede plastikforklæder i dagevis, fordi tandlægen mener, at de kan genbruges, når bare de bliver luftet, sprittet af eller lagt i plastiksække.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Banker giver næsten alle privatkunder corona-hjælp til lånet

Næsten alle privatkunder har kunnet få hjælp af banken under coronakrisen.

Det fremgår af tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for den finansielle sektor, herunder bankerne.

Under coronakrisen har fire af landets største banker indtil videre givet hjælp til cirka 5200 privatkunder. Samlet udgør hjælpen mindst 125 millioner kroner.

Det svarer til, at 98 procent af privatkunderne, hvor der har fundet en sagsbehandling sted, har fået hjælp af banken, siger Niels Arne Dam, cheføkonom og underdirektør i Finans Danmark.

- Tallene viser, at bankerne hjælper langt de fleste af de privatkunder, der er kommet i økonomisk klemme under coronakrisen.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Coronavirus giver Danske Bank milliardtab

Coronavirusset er en dyr omgang for Danske Bank, der forventer store tab hos kunderne i de ramte brancher.

Danske Bank nedskriver for 4,25 milliarder kroner til forventede tab på udlån og kommer ud af første kvartal med et underskud 1,3 milliarder kroner. Det viser bankens regnskab.

Nedskrivningerne skyldes især coronavirusset, hvor Danske Banks kunder er ramt. Det gælder blandt andet hotel- og transportbranchen.

Ud over coronavirusset skyldes hensættelserne forventede tab i oliebranchen, som Danske Bank har udlån til.

Trods underskuddet i første kvartal forventer Danske Bank for hele året at kunne lande et overskud på mindst tre milliarder kroner.

Det vil dog være et massivt fald fra sidste år, hvor banken fik et plus på 15 milliarder kroner.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Holstebro: Alle rådhusets telefoner åbnes igen

Mandag den 4. maj åbner alle telefoner igen, og man kan igen ringe direkte til afdelinger og medarbejdere på rådhuset, borgerservice, jobcentret og de fleste af kommunens øvrige administrative kontorer.

Det skriver Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.

Da regeringen lukkede Danmark ned, og medarbejderne blev sendt hjem for at arbejde hjemmefra, blev alle telefonnumre omstillet til telefonsvarer.

Borgere og samarbejdspartnere, der havde brug for at komme i kontakt med Holstebro Kommune blev opfordret til at kontakte kommunen på mail, men fra på mandag, kan alle altså ringe ind igen.

23. sep kl. 15:40

Ledigheden er på højeste siden 2017 - men vil stige yderligere

Coronakrisen har sendt mange ud i arbejdsløshed, og i marts steg bruttoledigheden til det højeste i flere år.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Baggrunden er, at den danske bruttoledighed er steget med 13.400 fra februar til marts, og er endt på 117.000 fuldtidspersoner i marts.

Stigningen betyder, at ledighedsprocenten steg med 0,4 procentpoint fra 3,7 procent af arbejdsstyrken i februar til 4,1 procent i marts.

Dermed nåede bruttoledigheden det højeste niveau siden september 2017, skriver Danmarks Statistik i en meddelelse.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Næsten 200.000 er blevet testet for coronavirus

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er steget med 150 personer til 9158. Der er registreret 193.165 test, oplyser Statens Serum Institut.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

R ser positive meldinger fra statsminister om genåbning

De Radikales leder, Morten Østergaard, har hørt positive takter fra regeringen i forhold til den videre forhandling om genåbningen af Danmark.

Det siger han inden et partiledermøde torsdag formiddag om næste fase af genåbningen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede onsdag i en debat i Folketingssalen, at der kommer en langsigtet plan for den videre genåbning.

- Jeg hører, at regeringen er klar til at lave det, vi har efterlyst. Nemlig en langsigtet plan for genåbning af Danmark, hvor man kan se, hvad det er, at vi styrer efter, og i hvilken rækkefølge vi har tænkt os at afvikle restriktionerne, siger Østergaard.

/ritzau/

23. sep kl. 15:40

Snapsting 2020 aflyses på grund af coronakrisen

Snapsting og Viborg Kommune har på grund af Coronakrisen valgt at aflyse årets Snapsting, som skulle være afholdt fra d. 19. - 28. juni.

Det skriver Viborg Kommune i en pressemeddelelse. 

- Snapsting 2020 aflyses nu helt for at skabe klarhed i forhold til kulturfestivalens leverandører, kunstnere, medarrangører og mange frivillige. Nu rettes blikket fremad mod at bruge kræfterne på at skabe et Snapsting 2021, hvor vi forhåbentlig atter kan mødes og dyrke fællesskabet, skriver kommunen. 

Aflysningen gælder også for Seniorfolkemødet og Snapsting for Børn.

6:19