Mulig ændring af folkeskoleloven – Ministeren glad for udeundervisning

Positiv effekt af udendørsundervisning under corona har fået Børne- og Undervisningsministeren til at kigge på muligheden for ændringer i folkeskoleloven.

1.a på MC Holms Skole får undervisning under åben himmel en dag om ugen.
1.a på MC Holms Skole får undervisning under åben himmel en dag om ugen.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Selvom det igen er muligt at benytte klasselokaler, så underviser MC Holms Skolen i Nykøbing stadig under åben himmel mindst en gang om ugen.

- Man kan møde børnene på helt andre vilkår, og man lægger mærke til nogle børn på nogle helt andre måder, end hvis man er bænket inde i et klasselokale hele tiden. Det giver mulighed for, at børn kan fortælle nogle historier, og det giver tid, fortæller Marianne Nielsen, der er klasselærer i 1.a på MC Holms Skolen.

De mange positive erfaringer fra blandt andet MC Holms Skole har fået Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil til at overveje en ændring i skolereformen.

- Udeundervisning har været et virkelig interessant, nyt, kæmpe kapitel i folkeskolen, der er blevet skrevet henover de her måneder, og den frihed, lærerne har haft til at tilrettelægge undervisningen, har været livgivende henover en hel sektor, og det skal vi selvfølgelig lytte på, siger hun.

Er udeundervisning godt eller skidt?

Skolelederen på MC Holms Skolen, René Bojsen, er ikke i tvivl om, at det har haft en gavnlig effekt for eleverne på hans skole, at de nu har en fast udedag hver eneste uge.

- Vi har fået nogle gladere børn, vi har haft et lavere sygefravær både hos børn og voksne, fordi man har fundet ud af, at de muligheder, man ikke nødvendigvis ville have brugt som det første, faktisk har været positive, fortæller han til TV MIDTVEST.

På trods af den positive indstilling til udeundervisning både fra skoleledere, lærere og ministeren, så kan det stadigvæk være, at man skal vente, før man laver egentlige ændringer i reformen.

- Vi skal sætte os ned og snakke om, hvad der er godt, og hvad er skid, hvor meget selvstyre skal skolerne have, og hvad er det vi kan se der har effekt. Så kan vi snakke om, hvordan vi gør det. Jeg er ked af at udråbe nogle enkelte elementer til succeser. Der skal mere end det til, siger Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen.

Ekspert og børn er enige

Den gavnlige effekt ved at være udendørs kan være svær at diskutere, når forskning peger på, at det har en positiv virkning.

- Det, vi har kunnet se ved at undersøge 300 udeskoler, er, at det styrker elevernes motivation og trivsel, og at det også kan være med til at understøtte elevernes faglige læring, siger Andreas Rask Christensen, der er skoleforsker på VIA University.

Så længe solen skinner, så er børnene på MC Holms Skolen glade for at modtage undervisning udendørs.

Nogle er glade for, at alt luften er med til, at det ikke larmer så meget, og nogle synes, at det er rigtig dejligt med gode naturoplevelser.

3:00
Udeundervisning under corona har været en succes for en skole i Nykøbing. De så gerne, at ministeren gjorde det mere permanent.