Nicoline skriver sang midt i krisen: - Vi skal holde af uden at holde om
Nicoline Hammer Johnsen oplevede panik og mange forskellige reaktioner på corona-situationen. Nu har hun skabt en sang som modpol til kaos, løftede pegefingre og velmenende råd.
18-årige Nicolie Hammer Johnsen har, som så mange andre danskere, fulgt ivrigt med i strømmen af corona-nyheder i disse dage. Men midt i virvaret af hårde informationer og dystre meldinger, har hun savnet noget, der kan bringe folk sammen - hver for sig.
Til dagligt går hun på musical- og teaterlinjen på Dansk Talentakademi i Holstebro, og derfor var det nærliggende for hende at udtrykke sig via sang.
- Jeg opdagede, hvordan der spredte sig en panisk stemning omkring mig. Både på sociale medier og på Dansk Talentakademis campus i Holstebro, hvor vi bor en masse unge mennesker sammen, som pludselig ikke skulle noget, fortæller hun.
Derfor satte hun sig ned, skrev og optog en sang, som hun efterfølgende har delt på sociale medier.
- Når der sker noget, så opstår der altid noget inde i mig. De inputs udefra bliver til noget, der kommer ud af mig, forklarer hun og uddyber, at det både kan komme til udtryk via sange, tegninger eller teaterstykker.
- Hvis bare én derude kunne føle sig forstået
Sangen med titlen ”Hold me closer” handler om, at vi skal holde af, men lige nu uden at holde om.
- Jeg håber, at når man tænker tilbage på det her, så vil man også tænke på det, som den tid, hvor vi stod sammen ved at holde afstand, som vores statsminister siger. Som en tid, hvor vi søgte andre veje for at passe på hinanden, siger Nicoline Hammer Johnsen.
Siden hun lagde sangen ud på sin Facebook-side i lørdags, er opslaget blevet delt, kommenteret og set flittigt. Flere har også skrevet til hende privat og takket for sangen.
- Hvis der var bare én, der sad derude og følte sig en lille smule forstået af min sang i den her storm af informationer, der kommer lige nu, så var det kernen i det, jeg gerne vil, siger Nicoline Hammer Johnsen.
- Mit behov er jo mest at skabe det, men jeg prøver at skabe noget, jeg synes, der mangler i verden. Og så bliver jeg enormt glad for at se, at det faktisk manglede. Jeg er glad for, at jeg har formået at lave noget, der får folk til at føle sig taknemmelige i den her tid.
Rejst hjem til familien i Silkeborg
Selv er Nicoline Hammer Johnsen taget hjem til familien i Silkeborg i disse dage, hvor hun har slået lejr på ubestemt tid sammen med sine søskende og mor.
Udover undervisningen på Dansk Talentakademi er hun også i gang med at tage en HF i Holstebro. Derfor bliver noget af tiden hjemme i Silkeborg brugt på afleveringer, men en del går også med at dykke ned i alt det kreative, som en travl hverdag ikke efterlader nok tid til.
- Det er jo dejligt dels at få tid til at fordybe sig i nogle projekter, og dels at være sammen med familien. Det er kærkommen mulighed, for dem savner jeg helt vildt til dagligt, lyder det.
Nicoline Hammer Johnsen har altid lavet musik og teater. Og hun drømmer om at gøre det kreative til sin levevej.
- Drømmescenariet er en blanding af et virke som formidler og skabende kraft. Jeg vil både gerne selv være skuespiller og musiker, men jeg vil også gerne selv skrive både sange og dramatik.
Udover på Facebook og Instagram kan Nicolines Corona-sang også findes på Youtube.