Nu bliver de første døde mink gravet op
Arbejdet med at grave 13.000 ton døde mink op af jorden er torsdag morgen gået i gang i Nørre Felding.
I dag er opgravningen af 13.000 ton mink gået i gang.
15 millioner mink blev i al hast aflivet og fire millioner af dem gravet ned på militære områder ved Holstebro og Karup tilbage i november sidste år. I dag er den opfattende opgave med at få minkene op af jorden så skudt i gang, og de første maskiner gik i gang i Nørre Felding syd for Holstebro før klokken 4 i torsdag morgen.
Den såkaldte prøveopgravning skal både afsløre, hvilken tilstand de døde mink er i efter et halvt år i jord og kalk, men også hvad der skal til for at brænde kadaverne.
TV MIDTVESTs reporter Svend Vilhelm Mikkelsen følger opgravningen i Nørre Felding, og han fortæller, at lugten af døde mink er meget minimal.
- Man kan godt lugte, når lastbilen med mink kører forbi, men det er peanuts sammenlignet med at stå i en svinestald, lyder det fra reporteren.
Han følger opgravningen på en afstand af 100 meter.
- Det lugter overhovedet ikke herfra, konstaterer han.
Hurtig opgravning er nødvendig
Det er ikke tilfældigt, at opgravningen begynder en helligdag.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har tidligere forklaret til Ritzau, at det er afgørende at komme i gang med opgaven nu.
- De involverede parter har en tidsplan, der skulle gå op. Og hvis vi skal nå det her hurtigst muligt, også inden vejret bliver så godt, at vi risikerer yderligere lugtgener, så er det nu, vi skal slå til. På en helligdag er der alt andet lige også mindre trafik på vejene, så man hurtigere kan nå frem til forbrændingsanlægget, udtaler Rasmus Prehn.
Når minkgravene i Nørre Felding er tømt, kommer turen til Kølvrå ved Karup. Myndighederne forventer, at det vil blive i midten af juni. En måned senere er det planen, at alle de døde mink skal være gravet op og destrueret.