Nu kan nogle minkejere sælge skind, selvom minkene har haft corona

samlet45.jpg
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det har været et ønske fra mange minkejere, og nu er ordene kommet fra fødevareminister Mogens Jensen: Skindet fra mink, som tidligere har været testet positiv for coronavirus, men som nu er raske, kan sælges.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at minkbranchen er meget hårdt ramt af den pandemi, vi alle sammen betaler en større eller mindre pris for at komme igennem. Det her tiltag vil forhåbentlig lette presset på minkavlernes levebrød, siger fødevareminister Mogens Jensen i pressemeddelelsen.

Mink skal være såkaldt ”fritestet”, som Miljø- og Fødevareministeriet kalder det. Det vil sige, at minkene skal have dannet antistof efter coronavirus.

Gælder ikke syd for Limfjorden

Det er dog ikke alle minkfarme, som har eller har haft smitte blandt besætningen, der må sælge skindet, selvom dyrene efterfølgende er blevet raske.

Fritestningen kommer kun til at ske i besætninger, hvor der har været smitte mellem 15. august og 15 september, ligesom det kun gælder besætninger nord for Limfjorden.

- Det er dog vigtigt at sige, at regeringen med det her tiltag fortsat har lyttet nøje efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og at slå fast, at muligheden for fritestningen på ingen måde kommer til at forsinke hastigheden, hvormed besætninger bliver aflivet. Folkesundheden er og bliver det vigtigste, siger fødevareminister Mogens Jensen i pressemeddelelsen.

Sundheds- og veterinærmyndighederne arbejder nu på at undersøge, om endnu et af minkbranchens ønsker kan blive opfyldt. Det går på, at minkavlerne ønsker at pelse raske mink, selvom de ligger på farme, der er inden for zonerne på 7,8 kilometer fra smittede farme.