Politiet må øge indsatsen: Det varme vejr får folk til at stimle sammen på populære badestrande

Politiet skruer op for indsatsen mod spittespredning i Silkeborg Kommune, som har næstflest smittede med Covid-19.

Mange badegæster havde denne lørdag fundet vej til området De Små Fisk lidt uden for SIlkeborg.
Mange badegæster havde denne lørdag fundet vej til området De Små Fisk lidt uden for SIlkeborg.

Når der er sol, varme og sommerstemning, så trækker mange naturligt nok til vandet. Men det skal man passe på med i Silkeborg.

Kommunen har lige nu næstflest smittede med Covid-19 i Jylland, kun overgået af Aarhus Kommune. I Silkeborg ligger tallet på mellem 20 og 29 smittede per 100.000 indbyggere.

For at bremse smittespedningen har politiet valgt at skrue op for patruljeringerne i de attraktive sommerområder i Silkeborg Kommune. Det gælder blandt andet De Små Fisk mellem centrum og forstanden Sejs-Svejbæk, området ved det midlertidige testcenter på Lupinvej samt badeanstalten Østre Søbad.

- Folk stimler sammen, når vejret er godt, og de gør det primært ved vandet. Vi overvåger situationen hele tiden, og vi tilpasser vores indsats efter det behov, siger Morten Bujakewitz, vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Morten Bujakewitz, vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Morten Bujakewitz, vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Caroline Siegumfeldt, TV MIDTVEST

Politiet: Find et andet sted

De badegæster, som TV MIDTVEST snakkede med i dag, mener ikke at smittefaren er stor nok til at holde sig væk.

- Det er fint nok, at politiet har øget indsatsen, men jeg er ikke selv så bekymret. Jeg lever egentlig bare mit normale liv, og jeg tænker ikke så meget over corona, siger Diana Jørgensen fra Silkeborg.

- Jeg tænker, at hvis man har et dårligt immunforsvar, så må man blive hjemme. Jeg tænker ikke selv super meget over det, siger Rasmus Onsberg fra Herning

Ifølge politiet er folk generelt gode til at holde afstand, men budskabet fra ordensmagten er alligevel ganske klart:

-Hvis man har planlagt at tage et sted hen, og der er rigtig mange folk samlet, så find et andet sted - der er masser af andre steder, hvor man kan komme tæt på vandet og få noget frisk luft, lyder det fra Morten Bujakewitz.

1:57
Kommunen har næstflest antal smittede med Covid-19 i hele Jylland. Det har fået politiet til at øge indsatsen ved Silkeborgs attraktive sommerlokationer.