Professor: Krav om mundbind burde være kommet for længst
Da corona-udbruddet var på sit højeste, blev mundbind ikke anbefalet. Nu er det et krav i offentlig trafik i Silkeborg. Kravet kommer for sent, mener professor.
I mandags blev det et krav, at borgere i Silkeborg Kommune skulle bære mundbind i den offentlige trafik. Noget tyder dog på, at det skulle være kommet lang tid før.
Ifølge professor i bakteriologi ved Københavns Universitet Niels Høiby, skulle kravet for længst være blevet implementeret. Specielt tilbage i marts, hvor corona-udbruddet var på sit højeste, og Danmark lukkede ned.
Beviserne for mundbindenes virkning har nemlig været der længe.
- Det har der været hele tiden. Det har været lidt deprimerende, at Statens Serum institut ikke har meldt ordentligt ud til Sundhedsstyrelsen omkring det her fra starten af, for det er årtier gammel evidens. Vi bruger det jo på hospitalet, hvis vi skal ind til en patient, der er smittefarlig. Inden vi overhovedet begyndte at snakke om det i Danmark, var der 130 andre lande, der brugte det. I Tyskland og Frankrig er det et krav, siger Niels Høiby.
Ifølge professoren har Statens Serum institut ændret i deres anbefalinger i flere omgange, hvor de i stedet for burde have været konsistente og meldt rigtigt ud fra start: At mundbind kan afhjælpe smitten.
- Den rådgivning, som Sundhedsstyrelsen har fået fra Statens Serum Institut, har været så vekslende. Frem og tilbage, op og ned og med skiftende meninger. Det er kritisabelt, at de ikke har været konsistente, og det er kritisabelt, at de ikke har fuldt de internationale anbefalinger fra WHO, mener Niels Høiby.
TV MIDTVEST har henvendt sig til Statens Serum Institut, der ikke ønsker at kommentere professorens udmeldinger.
Mundbind kan lette smittetrykket
Det er halvdelen af alle de smittede, som er de farlige. De bærer nemlig ingen symptomer, og kan derfor tage smitten med rundt i de områder, hvor smittetrykket er højt, som tilfældet er i Silkeborg. Det kan mundbindet dog sætte en stopper for.
- Hvis vi vil undgå nedlukning, og der er et område, hvor der er udbrud, som vi jo har, så skal man bruge masker. Det farlige er, at halvdelen af de smittede ikke udviser symptomer, men de er smittefarlige alligevel. En person uden symptomer, der rejser rundt uden maske, kan nemt sprede smitten. Derfor er mundbindene en god ide, fortæller Niels Høiby.
Professoren har så stor tiltro til mundbindene, at han mener, de kan være en faktor i udryddelsen af epidemien.
- Alle der arbejder med epidemier, arbejder med modeller og beregninger, og nogle af disse beregninger siger, at hvis en tredjedel af befolkningen bruger mundbind, der er nogenlunde gode, det vil sige, at 80 procent af mundbindene er af godkendt kvalitet, så vil epidemien dø ud af sig selv. Det siger erfaringer fra østen også.
Mundbind hjælper i forskellig grad
På markedet findes forskellige slags mundbind. CE-mærkede, som er dem, man bør købe. Men også andre slags af ringere kvalitet.
- Dem vi bruger, skal bare være med flere lag, og hvis de er godkendt, så er der et CE-mærke på. Der er også nogle andre på markedet, der ikke er godkendt. Nogle af dem er bedre end andre, og det ved vi godt, men de hjælper alle sammen i større eller mindre grad, fortæller Niels Høiby.
På landets apoteker sælger de kun CE-mærkede mundbind.