Richard var dødeligt syg af coronavirus – nu er han udskrevet og hjemme igen
71-årige Richard Riisgaard fra Kjeldbjerg har kæmpet for sit liv med coronavirus i kroppen i de seneste fem uger. Nu er han hjemme fra sygehuset igen.
- Det er så ubeskriveligt og uvirkeligt, at han er hjemme. Det har været nogle vilde fem uger.
Ordlyden er ikke til at tage fejl af. Det er lettelse i sin reneste form, da TV MIDTVEST fanger 71-årige Richard Riisgaards datter, Marie Riisgaard, på en telefonforbindelse fra forældrenes hjem i Kjeldbjerg syd for Skive.
Et hjem, der langt om længe kan komme til at føles hjemmeligt igen, efter en velkomst på villavejen, der fik tårerne til at presse sig på fredag eftermiddag.
- Da han kom hjem, hejste vi flaget, og det samme gjorde hele vejen. Så der var nærmest flagallé, og flere naboer stod udenfor og ventede. Det var rørende, fortæller Marie Riisgaard.
- Vi havde alle mundbind på, da vi tog imod ham, og så satte vi os ned alle fire (mor, far og to døtre, red.), og så kiggede vi bare på hinanden og holdt i hånd. Det var svært at holde afstand. Vi var nødt til at mærke ham, og han var nødt til at kunne mærke os, fortæller Marie Riisgaard
I dyb koma og respirator
Forud er gået et sygdomsforløb, der mildest talt har været tumultarisk for Richard Riisgaard og hans familie.
Han blev syg med feber og hoste efter sit guldbryllup den 11. marts. For fem uger siden blev han indlagt og lå i kritisk tilstand på en specialafdeling på Viborg Sygehus. Ikke engang hustruen gennem 50 år, Birthe Riisgaard, måtte komme på besøg.
- Det er surrealistisk. Vi må ingenting og kan ingenting. Han vil så gerne holde i hånd, og det kan vi ikke nu, lød det fra Birthe Riisgaard, da TV MIDTVEST talte med hende for en måned siden.
Richard Riisgaard har undervejs været lagt i respirator og ligget i dyb koma. Frygten for at miste ham til virussen har fyldt alt i familien.
Først for små to uger siden begyndte han at vise tegn på at være i bedring, og så var der igen et håb at knytte sig til.
Sidste coronatest var positiv – men overlægen var ikke i tvivl
Nu er det så en realitet. Richard Riisgaard trodsede sine odds og blev udskrevet fra sygehuset i Viborg. Og det endda på en overlæges varmeste anbefaling.
Hans sidste coronatest var godt nok positiv, men da testen ikke kan skelne mellem levende og døde coronaceller, og Richard Riisgaard i øvrigt har været symptomfri og frisk i mere end 48 timer, så overlægen ingen grund til at holde på ham længere.
- Han er rigtig glad for at være hjemme. Nu kan man holde ham i hånden og fortælle ham, at han er ekstremt sej, siger Marie Riisgaard.
Forude venter der nu et længere genoptræningsforløb, for kræfterne er sparsomme efter de mange uger i sygesengen. Marie Riisgaard, der er uddannet fysioterapeut, kommer selv til at hjælpe sin far med at komme helt på højkant igen.
- Jeg er taknemmelig over, at jeg selv kan hjælpe ham. Det er min mor også. Jeg håber, jeg kan være med til at give ham en god start, så han kan få lidt kræfter tilbage i kroppen, lyder det fra Marie Riisgaard.
Familien kommer til at holde sig isolerede i den næste tid for ikke at tage nogen chancer.