Skjern-direktør om nedlukning: Rigtig beslutning, men mange er frustrerede
Lønkompensation er med til redde stumperne lige nu og her for Skjern Håndbold. Klubbens direktør er dog nervøs på længere sigt.
Håndboldsæsonen er forbi.
Det er konklusionen på den meddelelse, som Dansk Håndbold Forbund kom med tidligere tirsdag. Nedlukningen af håndboldligaerne sker på grund af coronavirussen, og det er den helt rigtige beslutning, mener Skjern Håndbolds direktør, Carsten Thygesen.
- Jeg er fuldstændig enig i beslutningen. Jeg synes faktisk ikke, at der var noget alternativ til den situation, vi er havnet i og som vi er i nu, forklarer han.
Men selvom han synes, det er den rigtige beslutning, er der alligevel andre, der er frustrerede.
- Det betyder, at der sidder en hel masse klubber, som er en smule frustrerede over den beslutning. Uanset hvilken rolle, man har i ligaen, synes man, det er træls. Det er en træls måde at blive mester på, og det er en rigtig, rigtig træls måde at rykke ned på, siger Carsten Thygesen.
For Aalborg Håndbold betød det, at de blev mester uden at fuldføre ligaen. For Nordsjælland Håndbold betyder det nedrykning.
For Skjern betyder det, at de ikke får muligheden for at tilspille sig en ligaplacering, som giver adgang til europæiske turneringer. Men for direktøren i klubben er budskabet klart.
- Det er lidt sekundært i forhold til den situation, vi står i lige nu. Der er ting, der er vigtigere end håndbold lige nu.
Stor økonomisk betydning
Mange danske virksomheder har benyttet sig af regeringens hjælpepakke med lønkompensation. Det har Skjern Håndbold også.
Det betyder, at klubben for nu kan klare det økonomisk.
- Det er med til at kunne redde stumperne for os i denne sæson. Vi går selvfølgelig glip af en masse indtægter i forbindelse med slutspil og forhåbentlige medaljekampe. Det er der, de store kampe er sidst på året. Men de her pakker redder os i denne sæson, siger Carsten Thygesen.
På længere sigt er der dog flere spørgsmålstegn, der melder sig. Her er direktøren usikker på, hvad der kommer til at ske for klubben.