Smitten i København påvirker ventetider i Midt- og Vestjylland
Et stort behov for at teste for COVID-19 i Region Hovedstaden betyder, at der i den kommende tid bliver færre testtider til rådighed i resten af landet.
Smittetrykket for corona er lige nu ekstra højt i særligt Storkøbenhavn og Odense, og selvom det måske ikke virker som noget, der betyder det store i Midt- og Vestjylland, så kan det stadig få konsekvenser, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Statens Seruminstitut kan kun nå at analysere omkring 30.000 COVID-19 test i døgnet, og det antal test bliver fordelt på, hvilke regioner der smittes flest i.
- Lige nu er smittetrykket højt i særligt København og Odense, og derfor bliver indsatsen intensiveret i de områder. Det betyder, at vi i den kommende tid desværre nok må indstille os på, at der bliver ventetid, hvis man er symptomfri og vil testes for COVID-19, siger regionsrådsformand Anders Kühnau i pressemeddelelen.
Vil øge kapaciteten
Da smittetrykket var højt i Silkeborg og Aarhus, så blev der på samme vis testet flere i de kommuner.
Og Statens Seruminstitut arbejder løbende på at få mulighed for at teste flere, og man bygger et nyt laboratorium ved siden af Aarhus Universitetshospital.
- Men indtil det er klar, så er der to ting, vi kan gøre: Vi kan hver især overveje en ekstra gang, om en test er nødvendig, hvis vi ikke er ”nær kontakt" til en smittet, og så kan vi i Region Midtjylland sørge for, at de testtider, vi har til rådighed, bliver fordelt så fornuftigt som muligt, siger Anders Kühnau.
Det øgede behov for at teste i hovedstadsområdet får ingen betydning for personer med symptomer. Den grupper skal stadig henvises af egen læge og testes på hospitalerne.