Status på coronaudbrud i Silkeborg: - Det går den rigtige vej
Både i Silkeborg og i Aarhus går udviklingen i smittetallene den rigtige vej.
Lige nu arbejder Styrelsen for Patientsikkerhed sammen med de lokale myndigheder hårdt på at inddæmme smitten ved Covid-19-udbruddene i Silkeborg og Aarhus. Ifølge styrelsen går udviklingen i begge kommuner nu den rigtige vej.
- Fortsætter den positive tendens i Silkeborg hen over weekenden, vil de tiltag, Styrelsen for Patientsikkerhed og kommunen den 10. august iværksatte med henblik på at stoppe smittespredningen, blive ophævet 24. august, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
I Silkeborg Kommune har man blandt andet anbefalet at bruge mundbind i supermarkeder og indkøbscentre, og man har opfordret til hjemmearbejde, hvis det kan lade sig gøre.
Tiltag forlænget i Aarhus
Helt så godt går det dog ikke i Aarhus Kommune. Selv om udviklingen går den rigtige vej, så er antallet af nye sygdomstilfælde per 100.000 indbyggere i kommunen de seneste syv dage stadig højt.
- Befolkningstætheden i Aarhus Kommune er relativ høj. Derfor følges situationen fortsat nøje, og de tiltag, der blev iværksat den 7. august, vil blive forlænget foreløbigt frem til den 4. september, skriver styrelsen.
Det drejer sig blandt andet om anbefalinger om hjemmearbejde i videst muligt omfang, at mindske trængsel i supermarkeder og andre steder og at undgå fysisk fremmøde på uddannelser.
De to kommuner er også de eneste steder i landet, der ikke har lov at holde restaurationslivet åbent til klokken 02.00. Begge steder er der desuden en 'massiv' informationskampagne for at oplyse om, hvordan man bedst mindsker spredning med coronavirus.
Begge kommuner var også nogle af de første, hvor der blev indført krav om mundbind. Dette krav vil dog stadig gælde, også i Silkeborg, da det bliver landsdækkende fra lørdag.