Stor forskel på corona-gebyr ved tandlæger: Helle vil ikke betale 74 kroner ekstra

Det varierer fra tandlæge til tandlæge, om man skal betale et corona-gebyr for ekstra værnemidler eller ej. For Helle Blæsbjerg har det betydet, at hun nu skifter tandlæge.

Helle Blæsbjerg fra Holstebro undrer sig over, at nogle tandlæger tager gebyrer for ekstra værnemidler, mens andre ikke gør.
Helle Blæsbjerg fra Holstebro undrer sig over, at nogle tandlæger tager gebyrer for ekstra værnemidler, mens andre ikke gør.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Helle Blæsbjerg fra Holstebro skulle have ligget i tandlægestolen til et almindeligt tandeftersyn ved Tandlægerne Rask & Bach. Det besøg har hun nu aflyst, fordi hun ikke vil betale et gebyr på 74 kroner for udgifter til ekstra værnemidler på grund af covid-19.

- Først tænkte jeg, at 74 kroner da var dyrt, men det var ikke sådan, at jeg tænkte videre over det. Men så snakkede jeg med flere i min omgangskreds, som ikke havde betalt gebyr hos deres tandlæger, og så kom jeg til at tænke lidt mere over det, siger Helle Blæsbjerg.

Hun valgte at kontakte syv andre tandlæger i Holstebro, som alle sagde, at de ikke tog et gebyr. Derfor gav hun sig til at regne på, hvor mange penge Tandlægerne Rask og Bach kan tjene om måneden på det ekstra corona-gebyr.

- Hvis de er fire tandlæger og to tandplejere, som til sammen har 36 patienter om dagen på en måned med 22 arbejdsdage, så bliver det i alt over 58.000 kroner om måneden. Det synes jeg er vanvittigt, når der er andre, der kan klare sig uden, siger Helle Blæsbjerg.

Hos Tandlægerne Rask & Bach bruger de blandt andet corona-gebyret til ekstra værnemidler og rengøring.
Hos Tandlægerne Rask & Bach bruger de blandt andet corona-gebyret til ekstra værnemidler og rengøring.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Ekstra udgifter skal finansieres

Hos Tandlægerne Rask & Bach forklarer medejer og tandlæge Tinne Rask, at gebyret er nødvendigt for at dække deres ekstra omkostninger.

- Vi har jo ikke andre steder at få dækket vores udgifter end ved patienterne. Den ekstra rengøring og værnemidler er jo en ekstra udgift, som vi har fået pålagt af det offentlige. Vi kan jo ikke skære vores personale i løn. Det synes vi i hvert fald ikke, siger Tinne Rask.

Der er stor forskel på, hvordan tandlægeklinikker vælger at gribe de øgede udgifter til visirer, engangskitler og mundbind an. I Thisted har Tandlægerne i Jernbanegade valgt, at deres patienter skal betale et gebyr på 80 kroner for hvert behandlingsforløb.

- Det er jo en ekstra udgift, vi er blevet pålagt, som skal finansieres på en eller anden måde. Vi har derfor valgt at lægge det på som et synligt gebyr, som patienterne kan gennemskue, siger tandlæge Peter Kloster fra Tandlægerne i Jernbanegade.

Modsat har de hos tandlægerne Holmboe & Schurmann i Struer valgt, at klinikken selv tager sig af udgifterne til de ekstra værnemidler.

- Vi valgte fra starten af, at vi ikke ville pålægge patienterne et gebyr, og så synes vi, det ville være underligt at gå i gang med det nu. Det er dyrt for os med de ekstra værnemidler, men den udgift tager vi på os, siger tandlæge Sarah Holmboe.

Skifter til ny tandlæge

De store forskelle på corona-gebyrer har nu fået Helle Blæsbjerg til at skifte tandlæge. Hun har bestilt en ny tid til et tandeftersyn, ved en tandlæge, hun ved, ikke tager et gebyr.

- Jeg har egentlig været glad for Tandlægerne Rask & Bach, men nok er nok. Jeg håber, der kommer ens retningslinjer for alle tandlæger, så der ikke bare er nogen, der tjener fedt på det, mens andre ingenting får, siger Helle Blæsbjerg.

Men hos Helle Blæsbjergs nu tidligere tandlæge understreger medejer Tinne Rask, at gebyret ikke er nogen økonomisk gevinst for dem.

- Det er ikke noget, vi tjener penge på overhovedet. Vi skal være glade for, at vi med gebyret får lidt dækning for de udgifter, der har været i forbindelse med det her. Der er stadig røde tal på bundlinjen, siger Tinne Rask.

2:31