Sygehusansatte hårdt ramt af senfølger: - Jeg har madlede, nedsat lugtesans og hovedpine
Sygeplejerske Lykke Thing fra Snejbjerg er en af de i alt 12 procents hospitalsansatte, der har været syg med Covid-19. Hun er samtidig en af de mange, der lider af en lang række senfølger.
Hovedpine, svimmelhed, madlede, prikken i fingrene, nedsat smags- og lugtesans og vanskeligheder ved at stave og regne. Ja, man bliver helt forpustet, men ikke desto mindre er det alt sammen noget, sygeplejerske Lykke Thing lider af som følge af Covid-19.
- I starten troede jeg, at det var i mit hoved, at det foregik. At jeg havde udviklet angst, siger Lykke Thing, der er mor til to drenge.
Hun arbejder normalt på Hjerte Sengeafsnittet på Regionshospitalet Herning, men da der pludselig i starten af marts skulle oprettes særlige afsnit for Covid-19-patienter, blev Lykke Thing rykket til den afdeling. Men efter blot tre arbejdsdage fik hun akut hoste og efterfølgende hovedpine, muskelømhed og åndenød.
- Det er hovedet, det går ud over, og det er kroppen, siger Lykke Thing, der til daglig bor i Snejbjerg.
Den 27. marts stod hun med en positiv coronatest. I 46 dage var hun isoleret fra omverdenen. I fem af ugerne var hun isoleret fra sine drenge.
- Det var et rigtig hårdt forløb, siger Lykke Thing.
Her mange måneder efter hendes møde med coronavirussen, lider hun fortsat af en stor pallette af senfølger. Og det er hun langt fra alene om.
Frontpersonalet lider
Et nyt studie har vist, at hele 12 procent af de hospitalsansatte i Hospitalsenhedens Vest på et eller andet tidspunkt har været smittet med coronavirus. Mange af dem lider stadig under det.
- Det er meget tydeligt, når man dykker ned i tallene, at det er frontpersonalet. Vi hører desværre fra vores fællestillidsrepræsentanter, at der er et stort antal, der har senfølger af den ene eller anden art, siger Anja Laursen, der er kredsformand i Dansk Sygeplejeråd.
I Dansk Sygeplejeråd er de ikke i tvivl om, at årsagen, til at tallene er så høje, er på grund af den kaotiske begyndelse, coronavirussen havde.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er rigtig mange ting, der er gået galt, siger Anja Laursen.
Hun peger blandt andet på, at patienterne lå for tæt på hinanden, at personalet gik på kryds og tværs af afdelinger, der var ikke tilstrækkeligt med værnemidler, og de første coronatest virkede ikke.
For sygeplejerske Lykke Thing er det glædeligt at høre, at hun ikke står alene med problemet, selvom hun selvfølgelig ikke ønsker det for andre.
- Som tiden gik, hørte man mere og mere til de her senfølger, og det gav egentlig mig ro i sindet, at det ikke bare er i mit hoved, at det er galt, siger Lykke Thing.
Godkendt som arbejdsskade
Lykke Thing har fået godkendt sine senfølger som en arbejdsskade. Flere venter på, at også deres sag bliver behandlet. Ifølge den seneste opgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) er der pr. 24. august afgjort 338 sager ud af 1.040 anmeldte. Ud af dem er 182 sager blevet anerkendt som en arbejdsskade.
Lykke Thing er glad for godkendelsen. Nu håber hun på, at folk vil forstå alvoren af Covid-19 og stoppe med at tage let på det.
- Så krummer jeg tæer, for det er ikke bare en forkølelse eller en influenza. Det er det for nogen, men der er også nogen, der bliver indlagt, der er nogen, der ender i respirator, der er nogen, der ender i selvisolation i 46 dage, som jeg selv har gjort, siger Lykke Thing.
Det er især Hospitalsenhed Vest, der er ramt. Ifølge studiet er det "kun" 3,4 procent af de ansatte i hele Region Midtjylland, der har været smittet.