Venstre foreslår gradvis åbning af foreninger: - Vi skal have danskerne igang igen

Partiet mener, at danskerne har brug for at bevæge sig og være sammen i et fællesskab.

Kristian Jensen mener, det er vigtigt, regeringen er proaktiv og kommer på forkant med et forslag til, hvordan foreningslivet gradvist kan åbnes op igen.
Kristian Jensen mener, det er vigtigt, regeringen er proaktiv og kommer på forkant med et forslag til, hvordan foreningslivet gradvist kan åbnes op igen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Danskerne har været isoleret og uden for civile fællesskaber i mange uger.

Derfor mener Venstre, at det er på tide at se på, om man kan åbne nogle af foreningerne op igen.

Det fortæller Kristian Jensen, der sidder i Folketinget for Venstre, til TV MIDTVEST.

- Venstre synes, vi skal have danskerne i gang igen, og at vi skal have foreningslivet i gang igen. Der er et enormt pres på at få lov til igen at slippe ud og nyde noget af det, som vi elsker allermest, nemlig at være sammen og bevæge os sammen, siger han.

Proaktiv indsats

Venstre peger på, at presset på at få åbnet dele af foreningslivet op igen er så stort, at man risikerer, at folk begynder at starte op igen på egen hånd på en måde, der ikke er sundhedsmæssig forsvarlig.

Derfor mener partiet, det er vigtigt, at regeringen kommer på forkant og får udarbejdet en plan for åbningen, så det sker på en ansvarlig måde.

- Vi vil opfordre til, at Kulturministeren og Sundhedsministeren hurtigst muligt får udarbejdet en plan, som på et sundhedsfagligt grundlag peger hen imod en genåbning af ForeningsDanmark, siger Kristian Jensen til TV MIDTVEST.

Opbakning fra DIF

Ifølge Kristian Jensen anerkender Venstre, at der er mange svære valg, der skal træffes i processen med at genåbne Danmark langsomt igen.

- Men mon ikke tiden også er til, at myndighederne får set nærmere på, om ikke dele af forenings-Danmark kan komme i gang igen?

Venstre mener, at planen for en gradvis åbning af foreningerne både skal have et kort sigte, hvor man tager stilling til alle de aktiviteter, som foregår udendørs, og et lidt længere sigte, som handler om at få idrætshaller og andre lokaler i brug igen.

- Det handler om at sikre, foreningernes overlevelse. Man kunne også overveje, hvad der skal til for, at den professionelle idræt kan komme i gang igen, siger Kristian Jensen. 

Niels Nygaard, der er formand for DIF hilser forslaget fra Venstre velkommen. Han er enig med Kristian Jensen i, at der er aktiviteter i foreningslivet, der godt kan starte op igen – uden at det strider mod sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

- I det omfang, tingene kan tilrettelægges sådan, at vi er sammen på afstand, synes jeg, det er fint, siger Niels Nygaard til TV MIDTVEST.

I øjeblikket er forsamlingsforbuddet for mere end ti personer gældende indtil 10. maj. Større forsamlinger forbudt frem til 31. august.