Yderligere 333 er smittet med coronavirus i Danmark

For anden dag i træk er der konstateret over 300 nye smittetilfælde. Antallet af indlagte stiger med fire.

Fra lørdag til søndag er der registreret yderligere 333 positive test for coronavirus i Danmark. (Arkivfoto)
Fra lørdag til søndag er der registreret yderligere 333 positive test for coronavirus i Danmark. (Arkivfoto)
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Der er over det seneste døgn registreret yderligere 333 positive test for coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er anden dag i træk, at antallet af daglige smittetilfælde ligger over 300. Lørdag blev der meldt om 341 nye smittetilfælde. Det var det højeste antal i cirka fem måneder.

Den seneste tid er der generelt set en stigning i antallet af nye smittetilfælde. Lægger man den seneste uges opgørelser sammen, er der i alt konstateret 2007 nye coronatilfælde.

Med til historien hører det, at der også er blevet testet flere personer, end det har været tilfældet i foråret.

Speciallæge advarer mod nye tiltag

Torben Mogensen, speciallæge og formand for Lungeforeningen, er ikke overrasket over, at antallet af smittetilfælde fortsat ligger relativt højt.

Han peger på, at nogle af de seneste tiltag som eksempelvis en stramning af forsamlingsforbuddet flere steder i landet formentlig endnu ikke kan læses ud af tallene.

Det skyldes, at der kan gå noget tid, fra at en person bliver smittet, og til at personen senere bliver registreret som smittet.

- Mit bud vil være, at vi først vil begynde at kunne se effekterne af de seneste tiltag om otte til ti dage, siger Torben Mogensen.

For at bremse smittespredningen blandt særligt unge har flere borgmestre talt varmt for yderligere restriktioner i nattelivet, hvis ikke de unge bliver bedre til at følge opfordringerne om blandt andet at holde afstand til andre.

Torben Mogensen advarer dog mod at indføre nye tiltag, før man har nået at se effekterne af de allerede indførte tiltag.

- Man skal passe på, at man ikke skyder gråspurve med kanoner.

- Derfor synes jeg, at man anstændigvis bør vente og se, om det ikke begynder og falde om otte til ti dage, siger Torben Mogensen.

Næsten to millioner er testet for corona

Over det seneste døgn er der blevet testet 27.691 personer. Dermed er i alt 1.998.433 personer nu blevet testet for coronavirus.

Siden virusset kom til Danmark, er der i alt blevet foretaget 2.987.910 prøver for coronavirus. Forskellen mellem antallet af prøver og testede skyldes, at den samme person kan have fået foretaget flere prøver.

Søndag er der indlagt 47 patienter med coronavirus. Det er en stigning på fire personer i løbet af det seneste døgn.

Af de 47 indlagte patienter er fire på intensivafdeling, hvoraf én er tilsluttet en respirator.

I løbet af det seneste døgn er der registreret et coronarelateret dødsfald. Dermed er i alt 631 personer i Danmark døde efter smitte med coronavirus.