De billøse

Under tv-eksperiment: Martin ser ikke sine børn

Familien Rokkjær fra Vedersø ønsker at reducere sit klimaaftryk, men de nye transportvaner koster på familielivet.

5:50
Se hvordan det går familien Rokkjær, når de lever uden deres biler i tre uger.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Det kan gøre ondt at sætte vækkeuret en time tidligere end normalt.

Men det er langt fra dét, der gør mest ondt på Martin Rokkjær fra Vedersø, der har fået helt nye morgenrutiner.

I øjeblikket sætter han uret til klokken 5.00, og det er en time tidligere, end han er vant til.

Han og hans fire piger og hustru er nemlig med i et tv-eksperiment, hvor de skal leve uden deres bil i tre uger, for at undersøge, om det er muligt at finde alternativer til sin personbil, og fordi familien er nysgerrige på, om de kan reducere deres klimaaftryk.

Men de nye morgenrutiner betyder, at Martin Rokkjær ikke ser sine børn det meste af dagen, fordi de ikke er stået op, når han tager på arbejde.

- Det er ikke en rar følelse. Altså tænk, hvis der skulle ske noget - at man kører galt på vej til arbejde, eller at der sker pigerne noget, så er det ikke rart at tænke på, at man ikke fik sagt godmorgen, fortæller han.

Normalt plejer han at vække hele familien og give knus og krammere til pigerne, inden han starter bilen for at køre de knap 25 kilometer ind til Ringkøbing for at arbejde.

Men under eksperimentet har han lavet en samkørselsordning med en kollega, og det betyder, at han nu er nødt til at tage tidligere afsted.

Det påvirker hele familien, fortæller hans kone Ulla Rokkjær.

- Noget, vi ikke havde overvejet, er, hvor meget tid eksperimentet tager fra familien. Martin når ikke at sige farvel til børnene om morgenen, og der går ekstrem meget tid med transport, når man ikke har bilen, fortæller hun og nævner, at konfliktniveauet er blevet højere om morgenen, når børnene ikke har fået en krammer fra deres far.

Kun 1,08 personer fylder i bilen

Under eksperimentet benytter Martin Rokkjær sig af samkørsel på vej til sit job som mekaniker, men tiden har været en stor pris for ham, så han forventer ikke, at samkørsel bliver en ny transportvane hos dem, når eksperimentet slutter.

Og han er langt fra den eneste, der ser fordele i at starte sin egen bil.

I gennemsnit sidder der nemlig kun 1,08 personer i en personbil, når danskerne pendler til og fra arbejde, og det er på trods af, at langt de fleste biler har plads til i alt fem personer, viser tal fra Vejdirektoratet.

Ifølge lektor og forsker i transportpraksisser ved Aalborg Universitet Laura Lindegaard er det en problematisk udvikling, og hun ser flere årsager til, at det er vigtigt at få flere over i den kollektive transport.

- Det er vigtigt at få flyttet en stor del af den danske befolkning over i den kollektive trafik fra privatbilisme af hensyn til den grønne omstilling, og så selv om folk har elbiler, for batterierne er stadig ressourcekrævende at producere, forklarer hun og tilføjer:

- Men det er også vigtigt at flytte folk af hensyn til social lighed, for alle har ikke råd til at købe en elbil.

Flere biler end nogensinde

Men udfordringen ligger ikke kun i, at flere ikke benytter sig af kollektiv trafik såsom samkørsel, tog eller bus.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er kommet langt flere biler på de danske motorveje. Bare i Region Midtjylland er der kommet knap 135.000 flere biler de seneste ti år.

Ifølge Søren Have, der er programchef og forsker i grøn omstilling inden for transport hos Concito, kan der arbejdes på at få flere til at lave samkørsel i de områder, hvor den offentlige transport er begrænset.

- Man kunne låne biler af hinanden, så flere kan spare bil nummer to - det kan også være at man blive bedre til at køre sammen, og for at få flere til at køre sammen kan det være, at man skal give stærkere incitamenter både økonomiske og skattemæssige, så flere finder sammen, lyder det fra Søren Have.

Følg familien Rokkjær og 18-årige Christina Lund, der undersøger, om det egentligt er muligt at leve som billøs her i landsdelen.