Johan lavede millioninvestering hen over spisebordet
Johan Just er i gang med at overtage sine forældres gård, og han har netop lavet sit livs investering. Han er en af de blot syv procent af alle selvstændige landmænd, der er under 40 år gammel.
Når man er landmand, så er de lyse måneder ingen sag at komme igennem. Det er den mørke tid, der skiller fårene fra bukkene.
På Torsmark er 30-årige Johan Just ved at gøre store forberedelser til, hvordan han bliver ved med at være på forkant på sin gård. Et nyt tørregulv skal anlægges i en af Torsmarks haller.
- Her i vores lille familieforetagende, der har vi jævnligt en snak om, hvad der sker i markedet og i de forskellige afgrøder, vi opererer i, og ud fra det prøver vi jo at disponere på bedste vis, siger han.
På grund af corona så er der skruet ned for kartoflerne og op for frøgræs, der skal kunne tørres. Ordet omstillingsparat er vel efterhånden godt slidt - men evigt gyldigt når man er landmand.
- Det, man gjorde godt sidste år, det er godt at have med i baghovedet, men det er ikke nødvendigvis, det der fungerer næste år. Det er, det vi arbejder med hvert år, og det er det foranderlige og spændende ved det, synes jeg, siger han.
Men et nyt tørregulv er en millioninvestering. Jacob Gade fra Løkkes Maskinfabrik bliver budt på kaffe og timelang forhandling ved køkkenbordet på gården.
Alle erfaringer kan bruges i årene fremover
Torsmark i Salling består af 800 hektar afgrøder. Johan Just er ved at overtage den fra sine forældre, der har bygget den op med vedholdenhed og snusfornuft. En fornuft der blandt andet siger, at det handler om at være godt forberedt til en vigtig forhandling.
- Jo mere man har sat sig ind i tingene og forberedt sig, jo bedre en beslutning tager man, siger Johan Just.
Kartofler udgør hovedelementet i et godt måltid, og de har i mange år udgjort hovedparten af indkomsten på Torsmark. Men der er desværre ikke så mange kartofler dette efterår. Torsmark sælger læggekartofler til sydeuropa og nordafrika, et salg der har været hårdt ramt af corona. Og derfor har de droslet ned, for ikke at ende i samme situation.
Landbruget er i høj grad påvirket af omverdenen - men det er også det, der gør at det aldrig bliver kedeligt.
- Det er nørderi, og det er, det der er spændende. Jeg bruger fars tidligere erfaringer og så mine egne, og så snakker vi jo ud fra det, siger Johan Just.