Krydsfelt

Valget kommer senest om et år: Kandidater melder klar - derfor vil de i Folketinget

Selvom folketingsvalget ikke behøver at komme før om et år, står nye kandidater allerede nu på spring. Fire af dem fortæller, hvorfor de vil vælges.

30:03
Selvom folketingsvalget ikke behøver at komme før om et år, så står nye kandidater allerede nu på spring. Gæster i denne udsendelse er fire politikere, som håber at blive valgt til Folketinget:.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Folketingsvalget rykker tættere og tættere på.

På lørdag er der maksimalt et år til, at danskerne skal til stemmeurnerne. Senest den 4. juni 2023 skal der være valg til Folketinget.

Det betyder, at partierne er ved at have kandidaterne klar. Og dermed også de nye og mere uprøvede; dem, som ikke allerede er valgt og ikke har en politisk hverdag på Christiansborg.

Fire af disse er gæster i en ny udgave af Krydsfelt - det politiske magasin på TV MIDTVEST, hvor meninger og argumenter hver anden uge får lov til at brydes. I studiet denne gang er folketingskandidater fra Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Arven efter Vanopslagh

Carsten Bach, Liberal Alliance
Carsten Bach, Liberal Alliance
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

46-årige Carsten Bach er LA's nye folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds. Han afløser partiets spids, Alex Vanopslagh, som er rykket til Østjylland. Den nye mand i Vestjylland er godt klar over, at der en arv at løfte efter formanden - men ved omvendt også godt, hvad han vil i Folketinget, hvor han var valgt fra 2015 til 2019.

- Jeg synes, vi har set en drejning de seneste tre år med hensyn til den måde, hvorpå man forvalter demokratiet, som jeg synes er utilstedeligt. Og så har jeg set indefra i det tidligere regeringssamarbejde, at der er brug for et stærkt Liberal Alliance til at holde Venstre og Konservative i ørerne, siger Carsten Bach (LA).

Mette Nielsen prøver igen

Mette Nielsen, Socialdemokratiet
Mette Nielsen, Socialdemokratiet
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

I Viborg Øst-kredsen vil Mette Nielsen også ved det kommende valg være kandidat. Socialdemokraten har siddet i byrådet i Viborg i 16 år. I 2019 prøvede hun første gang at blive valgt til Folketinget, men forgæves. Denne gang forsøger 50-årige Mette Nielsen igen og vil gå efter at sætte mere fokus på blandt andet det, hun kalder et grønt velfærdssamfund.

- Jeg har via formandsposter i landdistriktsudvalg og demokratiudvalg i Viborg Kommune haft kontakt til rigtig mange borgere i hele vores område. Det betyder, at jeg synes, jeg har en ret god fornemmelse af, hvad det er der rør sig. Og den viden vil jeg gerne bruge til at være et talerør, siger Mette Nielsen (Soc.dem.).

24-årig på valg i Vestjylland

Josefine Schlosser, Radikale Venstre
Josefine Schlosser, Radikale Venstre
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Josefine Schlosser fra Lemvig er 24 år og stiller op til Folketinget for Radikale Venstre i Struer-Lemvig- og Holstebro-kredsen. For tre år siden var hun også kandidat i det vestjyske, men var dengang i konkurrence med partiets profil, Andreas Steenberg, som ved det kommende folketingsvalg er opstillet i Østjylland. Josefine Schlosser er i forvejen valgt også til det midtjyske regionsråd, men har mod på mere.

- Jeg ser, at min generation står over for en mental sundhedskrise. Jeg ser, at vi kan gøre rigtig meget i regionen. Og også i kommunerne. Men jeg tror også, der er behov for, at der kommer nogen ind at sidde på Borgen, som rent faktisk vil være med til at kæmpe for, at vi får lavet en national handlingsplan for de unges trivsel, siger Josefine Schlosser (Rad.).

Søren Gades lillebror

Ole Gade, Det Konservative Folkeparti
Ole Gade, Det Konservative Folkeparti
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Ny i landspolitik er Ole Gade fra Holstebro. Kandidaten i Struer-Lemvig- og Holstebro-kredsen er lillebror til Europa-parlamentarikeren og den tidligere minister Søren Gade - men, hvor storebror alle dage har været venstremand, så sværger Ole Gade til de Konservative. Den 58-årige holstebroer har haft en lang erhvervskarriere i ind- og udland - men nu er det altså Christiansborg, der trækker.

- Politik har altid optaget mig, og jeg har jo selvfølgelig også diskuteret med min bror, understreger Ole Gade (Kons.).

- Det jeg gerne vil, er at være en klar og tydelig stemme på Christiansborg. Der er langt fra Christiansborg til Midt- og Vestjylland. Jeg tror, det er vigtigt vi fortæller, hvad vi gerne vil. Og, hvor vi kommer fra og får udviklet området, mener den konservative folketingskandidat.