Bagermester nægter at give op: - Mit hjerte brænder for de små håndværksbagere
De små bagerier er hårdt ramt af energikrisen, men bagermesteren i Karup vil ikke skrue ned for sin forretning.
Energikrisen, stigende priser på råvarer og manglende kunder gør det dyrt for bagere at fylde hylder og kølemontre med friskbagt brød og søde kager. Men hos Bageriet Nørgaard i Karup kæmper ejerparret Jeanette og Johnny Nørgaard for at holde gang i ovnene.
- Det er svært at se for offentligheden, men det går stærkt, og krisen rammer hårdt. Det koster os noget nu, men vi håber, det bliver bedre på sigt, siger bagermester Johnny Nørgaard.
Derfor har han sammen med sin kone skrevet et opslag på deres bagerbutiks Facebookside, hvor de kalder situationen for ’katastrofal’, men samtidig lover kunderne, at de arbejder med at udvikle i stedet for at afvikle deres forretning.
- Det er en situation, som er kommet bag på os ligesom på alle andre, men vi er ikke mere påvirkede, end at vi nok skal styre det ordentligt i havn, siger bagermesteren, der overtog butikken i Karup for otte år siden.
Mindre udvalg og mindre brød
Efter opslaget var kommet på Facebook tirsdag formiddag gik Johnny Nørgaard i seng, og da han vågnede, var det til en positiv overraskelse, for i kommentarsporet kunne han læse støttende beskeder fra de lokale kunder.
- Jeg kneb en tåre over noget af det, der var skrevet. Vi er rigtig glade for de kunder, vi har, siger han.
Men søde kunder er ikke nok, hvis man vil leve af at drive forretning, og derfor har det været nødvendigt med justeringer af udvalget og arbejdsgangene i bageriet for at få mere ud af indtægterne fra brødsalget.
- Udvalget er blevet lidt mindre, og det, vi sælger, er blevet mindre. Vi har også kun to frysere i stedet tre. Førhen tændte jeg også alt lys, når jeg mødte ind, men nu tænder jeg kun, der hvor jeg er, siger Johnny Nørgaard.
For der skal ikke kun være råd til at drive bageriet i Karup. I februar åbnede parret en underafdeling i Ans, hvor de sælger brød bagt i Karup, og den timing kunne have været bedre.
- Det var en meget dårlig idé, når man ser på det nu. Det ville være billigere ikke at have den, men mit hjerte brænder for de små håndværksbagere, og hvis jeg lukker afdelingen i Ans, er der ingen bager der, siger bagermesteren.
- Det bliver ens hjerteblod
Samlet set er der 20 fuldtids- og deltidsansatte på lønningslisten i de to afdelinger, og de er også med til, at Jeanette og Johnny Nørgaard bliver ved med at klø på.
- Der er mange ting, der gør, at det bliver ens hjerteblod, og der er det vigtigt med godt personale, der er med til at give den en skalle, siger Johnny Nørgaard.
Han er desuden helt overbevist om, at der er behov for de små brødbutikker i fremtiden, selvom de giver flere udgifter end indtægter, som situationen er lige nu. Og så er det heller ikke økonomisk en mulighed for parret bare at give op.
- Hvis vi lukker lige nu, så går vi konkurs, og så koster det vores hjem. Hvis vi skruer ned for butikken, så lukker vi bare langsomt, og det vil vi ikke. Det er jo hele vores liv, siger bagermesteren.