Det kan lade sig gøre: Her lader de mobilen ligge og taler sammen

Hos Herning Vand tager medarbejderne ikke mobilen med, når de spiser frokost.

2:43
Herning Vand har fokus på nærvær. Det betyder blandt andet, at de ansatte ikke tjekker mobilen under frokosten. Se indslaget her.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

TV MIDTVEST har den seneste uge sat fokus på, hvordan mange er blevet afhængige af deres mobiltelefon.

Ni ud af 10 svarede i en afstemning på vores hjemmeside, at de har familiemedlemmer, der bruger for meget tid ved skærmen, og vi har talt med flere børn og unge, der oplever, at deres forældre koncentrerer sig om telefonen i stedet for at tale med dem.

Men det er faktisk muligt at være offline og i stedet tale sammen.

Det er forsyningsselskabet Herning Vand et godt eksempel på. Virksomheden har ikke direkte mobilforbud, men har formuleret nogle gode råd om nærvær, og det betyder for eksempel, at medarbejdere lader mobilen ligge under frokostpausen.

- Der er ikke et skilt, der siger, at man ikke må have mobilen med ind, men det gør man bare ikke. Man er interesseret i at tale med sine kolleger og nyde den gode mad. Det er det, det handler om og ikke alt det andet, der sker ude i verden, fortæller projekt- og udviklingskoordinator Jeanette Dietz Andersen.

Godt for bundlinien 

Herning Vand har gennem længere tid haft fokus på forstyrrelser. Det drejer sig ikke kun om mobiltelefoner, men det er for eksempel ikke god stil at lade et telefonopkald afbryde et møde.

- Vores hjerner er indrettet sådan, at de er sindssygt nysgerrige. Så uden at man tænker sig om, står man lige pludselig med en telefon i hånden. Det sker også i mange virksomheder under møderne. Det tager nærvær væk fra det, man er samlet om. Derfor er det vigtigt at interessere sig for, hvordan man kan undgå, at de her devises forstyrrer for meget og ødelægger nærværet, siger administrerende direktør Niels Møller Jensen.

Og direktøren mener faktisk, at det også kan gavne bundlinien at have fokus på nærvær. 

- En afbrydelse koster et kvarter til 20 minutter i et godt arbejdsflow. Den forstyrrelse er hverken gavnlig for virksomhederne eller medarbejderne, siger han.

På Café Utopia i Holstebro går de også op i nærvær. Her opfordrer man kunderne til at tale sammen og lade telefonerne ligge.

- Vi tænker på kvalitetstid, og der kan mobiltelefonen godt tage så meget opmærksomhed, at man slet ikke får hygget med hinanden, siger cafeens leder Kaj Christensen.

Utopia har som en gimmick købt et par pengeskabe, som kunderne kan placere deres telefoner i for ikke at blive fristet til tjekke seneste nyt.

En opfordring til gæsterne fra Café Utopia i Holstebro.
En opfordring til gæsterne fra Café Utopia i Holstebro.