Gør som Søren: Her er din første opgave i det store mobileksperiment

Voksne er mindst lige så slemme til at bruge for meget tid på skærmene, som børn og unge er, men det vil en familiefar fra Mejrup lave om på. Du kan også være med.

Søren får tirsdag, onsdag og torsdag i den her uge en ny udfordring af lægen Imran Rashid.
Søren får tirsdag, onsdag og torsdag i den her uge en ny udfordring af lægen Imran Rashid.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Du kommer hjem efter en lang arbejdsdag. Dér står sofaen og lokker som en blød bedste ven. Lige foran står fjernsynet - og efter flere års daglig træning mestrer du nu at kaste dig i de bløder puder og hive telefonen op ad lommen i én synkron bevægelse. 

Fjernsynet tænder, du bliver ikke rigtigt fanget, du kigger på telefonen - scroller - det fanger dig heller ikke rigtigt. 50 procent underholdt på tv og 50 procent underholdt på Facebook slipper du nådigt gennem eftermiddagen.

Du kigger op - det er pludselig blevet aften. Der er helt mørkt i stuen, for du fik aldrig tændt for lamperne, dengang du lavede den dér perfekte sofalanding. Det er åbenbart allerede to timer siden, siger uret på skærmen.

Hov, hvem hentede egentlig børnene i dag? 

0:25
Se første opgave fra Imran Rashid lige her. 

- Den ældre generation er ramt mindst lige så hårdt som de unge. Det, man kan sige om forældregenerationen og deres digitale vaner, er, at de har været præget af en tid, hvor teknologien er væltet ind over dem, hvor de har haft ubegrænsede muligheder og desværre også manglet nogen, der har kunnet fortælle, hvad der var godt og skidt, siger Imran Rashid. Han er læge og en af de førende eksperter, når det kommer til danskernes brug af elektroniske medier. 

- Vi er nødt til at se på, hvem der sætter rammerne for den måde, forældre bliver påvirket på. Relationer i en familie visner, fordi de grundlæggende ikke bliver vandet med opmærksomhed. Børn vokser af, at nogen ser dem. De har brug for opmærksomhed for at blive til noget. Og hvis den er væk, så bliver børnene nødt til at gøre andre ting. Måske er det, vi ser på sociale medier i dag i virkeligheden en generation af unge, der ikke har fået nok opmærksomhed, siger han.

- Det her er sgu ikke holdbart

Netop Imran Rashids problemstilling oplever Søren Christensen fra Mejrup ved Holstebro. Han er digital storforbruger, for han elsker teknologi og de muligheder, vi har i dag. Men: 

- Jeg er bevidst om, at min evne til at fordybe mig er udsat, erkender han. 

- Og der, hvor jeg virkelig, virkelig tænker, at det her sgu ikke er holdbart, det er, hvis vi sidder og ser fjernsyn, og jeg synes, det går for langsomt, eller det er for kedeligt. Så tænker jeg - hvad mon der sker på min iPad eller på min telefon? Og det er jo et eller andet sted fuldstændigt vanvittigt. Det var jo der, man måske kunne tale sammen i stedet, fortæller familiefaren. 

Søren har nu besluttet sig for at gøre noget ved sin digitale adfærd, for han kan i sit arbejde som gymnasierektor se, at det ikke kun er ham, der har et problem - det er samfundet generelt og forældregenerationen specifikt. 

- Forældrene taler ofte om, at de unge skal kontrollere deres skærmforbrug bedre. Men når lærerne lægger en telefon, som de har konfiskeret i en time, ind på mit kontor, så har det jo ofte været, fordi en forælder har skrevet til barnet, om han eller hun skal have noget med fra Føtex, fortæller Søren Christensen.  

I samarbejde med TV MIDTVEST tager han nu en digital detox, og du kan være med. Tirsdag, onsdag og torsdag i den her uge får du her på siden en ny udfordring af lægen Imran Rashid - den samme udfordring, som Søren får. 

- Jeg håber, jeg bliver i stand til at disciplinere mig selv lidt mere. Jeg kommer ikke til at sige farvel til alt det gode ved teknologi, for det elsker jeg. Men alt det gode skal jo ikke gå ind og blive ødelagt af det knap så gode - for der er så meget andet godt i livet, siger Søren Christensen.

Vil du være med på Sørens eksperiment? Så får du her første opgave fra Imran Rashid: 

0:25
Imran Rashid kommer her med den første opgave.