Opsang: Vi er gået fra et demokrati til et kollektiv af egoister

Læge og ekspert i danskernes digitale vaner, Imran Rashid, mener, at vi bruger smartphones og sociale medier fuldstændigt uansvarligt.

Imran Rashid er læge og forfatter til bogen 'Sluk - Kunsten at overleve i en digital verden'.
Imran Rashid er læge og forfatter til bogen 'Sluk - Kunsten at overleve i en digital verden'.
Foto: presse

Vi er alle sammen faret vild i et fantastisk, digitalt eventyrland. 

Sådan lyder budskabet fra en af de førende eksperter herhjemme i digital adfærd. For når vi vender næserne mod de fedtfingre-plettede glasskærme, så vender vi også samtidig ryggen til relationerne i den virkelige verden. 

- Noget af det, man især ved, kan spille en rolle i relationen mellem forældre og børn, det er fænomenet 'technoference', fortæller Imran Rashid. 

- Alle børn, der gør noget, de siger 'se mig, mor' eller 'se mig, far'. Det gør de, fordi børn vokser, når nogen ser dem. De har brug for opmærksomhed for at blive til noget. Og hvis forældrenes opmærksomhed er væk, så bliver de nødt til at gøre noget andet for at få opmærksomhed, siger han. 

- Måske er det, vi ser i dag i virkeligheden bare en hel generation, der ikke har fået nok opmærksomhed, og som søger den på de sociale medier.  

Hvem har ansvaret for de voksnes brug?

Mens både skole, forældre og sociale arenaer sætter rammerne for, hvordan børn og unge bruger telefoner og tablets, så er der ingen, der definerer normerne for forældrene.

Imran Rashid mener derfor, at både samfundet generelt og de danske virksomheder specifikt har et ansvar for at udstikke rammer for, hvad der er acceptabel digital adfærd. Det kræver faktisk en kulturændring.

- Hvis du og jeg taler sammen, så har jeg et ansvar for, at jeg giver dig min opmærksomhed. Og det gør jeg kun, hvis jeg - inden jeg har sat mig ind til et møde med dig - for eksempel har slukket for min telefon. Hvis jeg nu røg, så ville jeg heller ikke sidde og ryge dig op i ansigtet, men det er nemmere for mig at vide, fordi kulturen har ændret sig, siger han. 

Mere ensomhed i samfundet

I dag har to milliarder mennesker en smartphone på verdensplan, og de har mere end to millioner apps at vælge mellem. Der er altså nok at bruge sin opmærksomhed på, og hvis én app bliver kedelig, så venter den næste.

Og selvom der er mange ting at vinde ved den teknologi, vi har adgang til i dag, så opfordrer Imran Rashid til, at man også ser det store billede.

- Jeg synes, vi mangler en samfundsdiskussion omkring - hvad er fordelene ved det, vi gør i forhold til ulemperne? Fordi det er da fantastisk, at man kan bruge telefonen til at høre musik alle steder, for 10.000 sange i lommen - hvem vil ikke have det?

- Men hvad gør det ved mennesker at høre 10.000 sange hele tiden? De stopper med at snakke sammen! Og hvad betyder det? Ja, så får du mere ensomhed i samfundet, for folk taler ikke sammen mere. Så begynder vi at have et samfund, som stille og roligt begynder at ændre karakter fra at blive et demokrati til at blive et kollektiv af egoister. 

0:42