Udfordring 3: Slå notifikationer fra
Det er sidste dag i skærm-eksperimentet, og i dag lyder udfordringen på at slå notifikationer fra og skærmtidsfunktionen til.
Vores testperson Søren Christensen er kommet helskindet igennem eksperimentets første to dage. Han har gennemgået sine morgenrutiner uden at kigge på sin mobiltelefon, og han har undværet telefonen i en sammenhængende time. Og for at det ikke skal være nok, er hjemmet nu også inddelt i mobilfri zoner.
I dag kommer der så endnu et lag på udfordringen, som skal få Søren Christensen til at løsrive sig fra skærmen.
Det er læge Imran Rashid, en af de førende eksperter, når det kommer til danskernes brug af elektroniske medier, som stiller udfordringerne. På eksperimentets sidste dag lyder udfordringen, at Søren Christensen skal slå notifikationer fra, og bruge skærmtidsfunktionen på sin iPhone.
Vil du selv deltage i eksperimentet? Så kan du høre hele udfordringen øverst i artiklen.