Svært at finde hovedkilde til PFAS-forurening: Evighedskemikalie findes mange steder
PFAS findes de steder, man undersøger. Det tyder en ny undersøgelse på.
Der er blevet boret, sejlet og undersøgt i flere måneder, siden Region Midtjylland i februar offentliggjorde et stort fund af PFAS ved Vestkysten.
Efter mere end et halvt år kan regionen nu præsentere den første konklusion i undersøgelserne af det muligt kræftfremkaldende kemikalie, der er fundet i store mængder ved Thyborøn og Harboøre.
- Resultaterne viser, at vi finder PFAS både i havvandet, strandsand, græs og engarealer, og der er ikke en enkeltstående kilde i området, der skaber så udbredte PFAS-forekomster, siger Morten Bondgaard, der er chef for Region Midtjyllands jordforureningskontor, i en pressemeddelelse.
Regionens undersøgelser viser med andre ord, at der ikke er nogen enkeltstående årsag til de store mængder PFAS, der i første omgang blev fundet ved en sø nær en nedlagt losseplads ved Thyborøn.
- Vi troede i første omgang, at vi skulle finde en hovedkilde til PFAS-forureningen lokalt. At det for eksempel kunne skyldes udsivning fra den gamle losseplads eller en lokal brandøvelsesplads, lyder det fra Morten Bondgaard.
Holder fast i flere anbefalinger
Lemvig Kommune har også undersøgt det såkaldte "evigheds-kemikalie". Det kræftfremkaldende kemikalie er blandt andet fundet i prøver fra havvand, der er stammer fra 32 kilometer af Vestkysten.
- Vi er blevet bekræftet i, at årsagen til PFAS-forureningen sandsynligvis skal findes i forureningsspredning fra Vesterhavet. Men det er en problemstilling, der skal undersøges yderligere, siger Claus Borg, direktør for Teknik og Miljø i Lemvig Kommune, i pressemeddelelsen.
Direktørens udlægning bliver bekræftet af en national havvandsundersøgelse, som Miljøstyrelsen satte i gang tidligere i år.
Her fandt man PFAS på 48 ud af 50 prøvesteder. Ingen af fundene oversked den vejledende grænseværdi for badevand.
- Meget tyder på, at vi lever med et baggrundsniveau af PFAS omkring os. At vi så var med til at sætte fokus på det, har jo været held i uheld, kan man sige, forklarer Claus Borg, direktør for Teknik og Miljø i Lemvig Kommune.
Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder ud fra et forsigtighedshensyn fortsat "direkte kontakt med det blivende havskum, der ligger på stranden og i strandkanten efter en storm".
Derudover er der indført forbud mod jagt af vildt fra Harboøre Tange samt Agger Tange i Thy.
I den kommende tid vil myndighederne foretage flere undersøgelser af PFAS i havskum.