Godt nyt til vandhundene: Badevandet er næsten fri for farlige kemikalier
Miljøstyrelsen har taget prøver af badevandet langs Vestkysten, og mængden af PFAS er meget lav.
En kølig dukkert i sommervarmen er for de fleste forbundet med et dejligt afbræk. Men den kan også være forbundet med en mulig helbredsrisiko, hvis der er meget havskum. For heri kan gemme sig PFAS-stoffer.
Men nu har Miljøstyrelsen været ude at tage prøver ved 20 danske badestrande. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Det var de færreste steder, man fandt havskum, og generelt viste prøverne, at badevandet indeholdt så lidt PFAS, at det enten slet ikke kunne måles, eller at det var markant lavere, end de mængder der kan være problematiske.
Her i landsdelen har styrelsen taget prøver fem steder. Og der er godt nyt til vandglade midt- og vestjyder:
To steder blev der slet ikke fundet PFAS, mens der de andre steder blev fundet henholdsvis 0,81, 0,88 og 1,3 nanogram PFAS per liter vand.
Til sammenligning mener EU, man bør være bekymret, når koncentrationen er 40 nanogram per liter.
- Resultaterne bekræfter det billede, som vi også så sidste år, med lave koncentrationer af PFAS i badevandet, siger kontorchef Jane Hansen fra Miljøstyrelsen i pressemeddelelsen.
De 20 prøver, Miljøstyrelsen nu har fået svar fra, var taget i maj. Styrelsen tager nye prøver igen i august og oktober.