Miljøminister sætter servicetjek i gang efter kritik af PFAS-indsats

Rigsrevisionens kritik gør indtryk på miljøminister Magnus Heunicke (S), som bliver hevet i samråd i PFAS-sag.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) ser med stor alvor på kritikken fra Rigsrevisionen. (Arkivfoto)
Miljøminister Magnus Heunicke (S) ser med stor alvor på kritikken fra Rigsrevisionen. (Arkivfoto)
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er slet ikke godt nok, at Miljøministeriet og Forsvarsministeriet i en årrække under skiftende regeringer har forsømt at begrænse brugen og udledningen af giftige PFAS-stoffer.

Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) mandag i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet. Det sker, efter at Politiken søndag kunne berette, at Rigsrevisionen havde rettet omfattende kritik mod de to ministerier.

- Vi skal være helt sikre på, at vi har fået rettet op på alle de fejl i myndighedernes håndtering af PFAS, som Rigsrevisionen har påpeget.

- Derfor igangsætter vi nu et tværgående servicetjek af de relevante miljømyndigheder, der har med PFAS at gøre, siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

Rigsrevisionen har i sin beretning til Statsrevisorerne konkluderet, at Miljøministeriets og Forsvarsministeriets indsats mod PFAS i perioden 2007 til 2021 har været "meget utilfredsstillende".

Det har fået SF til at kræve, at Magnus Heunicke møder op i et samråd for at forklare sig i sagen.

- Rigsrevisionens kritik er alvorlig, og jeg er ret oprørt over, hvor meget Miljøministeriet faktisk har svigtet sit ansvar i den sag her, siger miljøordfører Carl Valentin (SF) i en pressemeddelelse.

- Udbredelsen af PFAS har potentielt store konsekvenser for menneskers sundhed, og stoffernes påvirkning på naturen kender vi stort ikke til endnu.

- Alligevel har man tilladt virksomheder at bruge det i alt lige fra tandtråd til flyverdragter til børn, siger han.

PFAS er det overordnede navn for tusindvis af menneskeskabte, kemiske fluorstoffer, heriblandt PFOS.

Stofferne er mistænkt for at føre til en lang række forskellige sygdomme. Det er blandt andet leverskader, kræft og fertilitetsproblemer.

Kritikken omfatter blandt andet, at der først blev ført tilsyn med PFOS i brandskum, ti år efter at det blev forbudt at anvende.

Magnus Heunicke tager al kritikken "meget alvorligt".

- Det er grundlæggende vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at begrænse forurening med PFAS.

- Derfor viser beretningen også, hvor vigtigt det er, at vi har sat gang i at få ryddet op, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/