Regionerne: Sådan ved du, om der er risiko for PFAS-forurening på din grund
15.000 grundejere kan have PFAS-forurening på grunden. Regionerne arbejder på en fuld kortlægning.
Grundejere, der ejer en grund, som kan være forurenet med giftige PFAS-stoffer kan forvente at regionerne kontakter dem, hvis der findes en forurening på grunden.
Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
- Åbenhed over for borgerne om fund af PFAS er vigtig for os i regionerne. Alle, som ejer en grund, der er kortlagt som forurenet eller muligt forurenet, er allerede orienteret om det, siger formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima, Mads Duedahl (V).
- Der er i dag ca. 12.000 grundejere, der allerede ved, at de ejer en forurenet grund eller muligt forurenet grund. De ved også, hvad årsagen til kortlægning er. En del af disse grunde er ikke undersøgt for PFAS endnu, forklarer han.
- Vi har en liste med 16 brancher, hvor virksomheder kan have anvendt PFAS i deres produktion. Hvis det ikke er en af de brancher, der har været på ens grund, er der ikke grund til bekymring, siger Mads Duedahl.
Stofferne er brugt i en lang række industrier og findes også på grunde, hvor der tidligere har været lossepladser og fyldpladser. Det er regionernes opgave at finde, undersøge og oprense mulige forureninger, som kan skade grundvandet eller påvirke boliger.
Den sidste gruppe af grunde er også på observationslisten over grunde med mulig forurening, men her mangler regionerne konkret viden, før grundejerne informeres.
- Hvad angår denne sidste gruppe af grunde, så er regionen i gang med at vurdere, om grunden skal undersøges nærmere. Det handler bl.a. om at undersøge i arkiverne, om der tidligere har ligget en virksomhed, der kan have forurenet. I disse sager informerer vi grundejeren, når vi har konkret viden. Hvis man som grundejer er bekymret for, om ens grund er forurenet, kan man tjekke i kommunens bygge- og miljøsag, hvad der tidligere har været på grunden, siger Mads Duedahl.