Tager ingen chancer: Badevand i Thy testes for PFAS
Siden 50'erne har de skadelige flourstoffer spredt sig i vores samfund. I Thisted Kommune er de særligt bekymrede for mulig forurening af deres vigtigste attraktion - badevandet.
Jeppe Skov er på en vigtig opgave.
Han er miljøtekniker og tager i dag prøver af vandet i Thy, så det kan blive analyseret for PFAS.
Opgaven er som sådan ikke uvant, men jagten efter lige netop de skadelige flourstoffer, der går under betegnelsen PFAS, fylder mere og mere i hans arbejdsliv.
- For to år siden havde jeg knap nok hørt om det, og nu er vi ude og tage prøver kun for PFAS, fortæller han.
Handler om tryghed
Prøvetagningen starter i Limfjorden hos badestedet Søbadet i Thisted og runder også både Vesterhavet i Klitmøller og Vorupør.
Det er Thisted Kommune, der har bestilt prøverne for at få kortlagt ophobningen af de skadelige kemikalier. Og det er der en helt særlig grund til.
- Mange borgere og turister kommer på grund af vandet, siger Esther Boll, der er miljøsagsbehandler ved Thisted Kommune.
- PFAS er et nyt område, og vi har valgt af fokusere på det, fordi der er så meget fokus på det, og det gør folk nervøse. Så i bund og grund handler det om tryghed.
Sidste sommer blev der lavet tilsvarende prøver, som viste, at der ikke var PFAS i fjorden eller i havet i kommunen. Stofferne blev til gengæld påvist i tre søer, men på et niveau under grænseværdien.
Nu håber Esther Boll, at de nye prøver kommer til at vise det samme resultat.
- Det er jo noget, man har på fornemmelsen er over det hele, så folk er utrygge ved det, men vi håber, man kan finde den tryghed i at kunne bade i fred for PFAS-stofferne, siger hun.
En fremtid med eller uden PFAS
Miljøsagsbehandleren er glad for, at der indtil videre ikke har været de store udfordringer med PFAS i vandet i kommunen.
Men hun tror, at det er noget, man skal lære at leve med i et eller andet omfang.
- Både som borger og som miljøsagsbehandler ruller det derudad, og man kan ikke rigtig følge med. Man er utryg, og vi prøver at følge med, så godt vi kan. Men det går hurtigt lige nu, siger Esther Boll.
Lise Brostrøm er en af de borgere, der hver dag hopper i Limfjorden, og hun har ikke tænkt sig at stoppe med sin daglige dukkert.
- Man skal da tænke over det, men vi har tillid til de prøver, der bliver taget, og så må vi rette ind efter det. Men det er godt, at det bliver gjort. Det er da betryggende, siger hun.
For miljøteknikeren gør det store PFAS-fokus også indtryk.
- Jeg synes, det er skræmmende og bekymrende, at vi finder det alle steder efterhånden. Vi finder det i det vand, vi bader i, i det tøj, vi har på, og i det mad, vi spiser, siger Jeppe Skov.
Dagens prøver fra Limfjorden og Vesterhavet bliver indleveret på laboratoriet til analyse, og så kan kommunen forvente et svar om cirka 14 dage.