Fast Arbejde

Ni venners whisky-hobby er blevet til Danmarks største destilleri: - Det er jo helt gakket

I et nedlagt slagteri grundlagde ni venner Stauning Whisky i 2005. I dag kan de producere 900.000 liter spiritus om året.

9:20
Danmarks største destilleri ligger i Vestjylland. Her bliver Stauning Whisky produceret, og på kun få år er virksomheden vokset fra en idé til en hobby til nu at sælge tusindvis af flasker med den gyldne alkohol til kunder i mange forskellige lande. Fast Arbejde besøger alkoholproducenten, hvor langt fra alle medarbejdere kan lide whisky.

Alene i år har Stauning Whisky solgt over 60.000 flasker whisky, og lige nu ligger der over en million liter alkohol på lager i godt 5000 tønder, der venter på at modne og blive til whisky.

- Det er jo helt gakket, og nogle gange må man næsten nive sig i armen, for at være sikker på, at det er rigtigt, hvad der foregår. Jeg fik fra at være ingeniør til at være med til at forme Stauning Whisky. Jeg tror, vi alle er helt utrolig stolte af, hvor vi er i dag, siger Alex Højrup Munch, der er medejer og salgs- og marketingdirektør hos Stauning Whisky.

Alex Højrup Munch (t.v.) vidste ikke noget om whisky, da han sammen med otte venner grundlagde Stauning Whisky. I dag smager og tester han næsten dagligt på den gyldne spiritus.
Alex Højrup Munch (t.v.) vidste ikke noget om whisky, da han sammen med otte venner grundlagde Stauning Whisky. I dag smager og tester han næsten dagligt på den gyldne spiritus.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Produktionens størrelse i dag, overstiger de vildeste drømme, som ejerne af Stauning Whisky havde i 2005, da de grundlagde virksomheden i et nedlagt slagteri. Dengang var ambitionen 2-400 liter whisky om året. Altså en til to tønder.

- Vi fik lidt korn fra den lokale landmand, som vi maltede i det gamle kølerum. Vi brugte rygeovnen, der tidligere havde hængt bacon og mørbrad i, til at ryge kornet i, inden det blev kværnet i en gammel kødhakker. Det var voldsomt lavpraktisk, husker Lasse Vesterby, der i dag er medejer og administrerende direktør for Stauning Whisky.

Ingen af de ni venner havde nogen som helst viden om, hvordan man bryggede whisky, da de startede. En var læge, en kok, en slagter, en lærer, en helikopterpilot og fire var ingeniører.

- Der var ingen af os, der vidste noget om whiskyproduktion, og jeg ved, at der i hvert fald var tre af os ni, der overhovedet ikke kunne lide whisky fra starten af, men det har ændret sig meget, siger direktøren.

Men noget gjorde de rigtigt, og de første flasker med whisky blev hurtigt solgt, da de blev sat til salg i 2011. Slagtehuset blev udskiftet med en gammel gård, der blev ombygget til destilleri.

Den gamle gård, hvor whiskyproduktionen for alvor startede, er stadig en del af Stauning Whisky.
Den gamle gård, hvor whiskyproduktionen for alvor startede, er stadig en del af Stauning Whisky.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Hædret med priser

Nærmest siden starten har Stauning Whisky fået mange roser fra whisky-kendere, og den gyldne spiritus har vundet mange priser. Blandt andet prisen 'Brand Innovator of the Year' i 2021, som gives til et brand, der har vist en ekstraordinær kreativ tilgang til produktet og produceringen. 

I 2020 fik Stauning Whisky tre priser ved World Whiskies Awards, og i 2019 fik de prisen for verdens bedste 'new make', der er den alkohol, der bliver tappet lige efter destilleringen, og inden den kommer på tønde.

- Den bedste pris er faktisk, når der kommer en gammel gubbe fra whiskybranchen, der lovpriser ens produkt. Det største for mig var, da vi havde en skotsk whiskydirektør, der sagde, at efter han havde smagt vores whisky, så kunne han faktisk godt lide røget whisky. Det kunne han ikke før. Det er fedt at høre, siger Alex Højrup Munch.

I dag har Stauning Whisky over en million liter alkohol på lager i godt 5000 tønder. Først efter mindst tre års modning i tønder, må man kalde alkoholen for whisky.
I dag har Stauning Whisky over en million liter alkohol på lager i godt 5000 tønder. Først efter mindst tre års modning i tønder, må man kalde alkoholen for whisky.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

I 2015 investerede verdens største spiritus-producent Diageo 100 millioner korner i den vestjyske whisky, og i dag er Diageo medejer sammen med de ni venner. Tre af vennerne arbejder til dagligt hos Stauning Whisky.

- En ting, der er vigtig for os, er, at vi grundlæggere stadig mødes hver 14. dag online for at snakke om, hvad der sker. Det er stadig vigtigt, at de grundlæggere, der ikke har dagligdagen i Stauning Whisky, er med i de strategiske beslutninger, siger Lasse Vesterby.

I destilleriet er der 24 kobberkedler, hvor der er kapacitet til at producere 900.000 liter spiritus om året.
I destilleriet er der 24 kobberkedler, hvor der er kapacitet til at producere 900.000 liter spiritus om året.
Foto: Stauning Whisky

Ambitioner om whisky til hele verden fra Stauning

Efter den store millioninvestering fra den engelske spiritus-producent har Stauning Whisky igen udvidet og har bygget et meget større destilleri og lager. Nu har de kapacitet til at producere 900.000 liter om året, og er Danmarks største destilleri. 

- Vi skal ikke nødvendigvis lave nogle whiskyer, der er 12, 20 eller 30 år gamle. Vi er stadig i den spæde start, hvor vi leger, og det er vigtigt for os at komme ud med vores produkter i hele verden. Jeg vil ikke sige, at vi har kunder i hele verden, for vi har ikke nok produkter til at sælge i hele verden endnu, siger Alex Højrup Munch.

I dag bliver 25-30 procent af whiskyen fra Stauning solgt i Danmark, og resten eksporteres til blandt andet USA, Sverige, England, Frankrig og Tyskland. Men i takt med, at produktionen stiger, er det planen, at en endnu større procentdel skal eksporteres i fremtiden.