Patientforening kræver stor erstatning til fejlamputerede

Amputationsforeningens formand arbejder for at sikre patienterne den højst mulige erstatning, så de kan købe de nødvendige hjælpemidler.

Regionshospitalet Viborg
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De mange patienter i Region Midtjylland, der har fået amputeret et ben uden grund, skal have en stor erstatning. 

Det mener formanden for Amputationsforeningen, Marianne Palm, der har engageret sig i arbejdet med at hjælpe patienterne. 

- Der er ingen tvivl om, at det vil være min mission at sikre den højst mulige erstatning til de patienter, der har fået foretaget en amputation uden grund eller på det forkerte tidspunkt. Arbejdet med at søge erstatning er meget omfattende, og der kan vi hjælpe dem med at holde tungen lige i munden, siger Marianne Palm til TV MIDTVEST.

Om det skal ske gennem et gruppesøgsmål mod Region Midtjylland, eller om de fejlopererede skal søge erstatning enkeltvis, kan hun endnu ikke sige.

Region Midtjylland oplyste i sidste uge, at op mod 90 patienter om året kan have fået foretaget en amputation uden grund på grund af kapacitetsproblemer på de karkirurgiske afdelinger i Viborg og Aarhus. Det kom frem i en ekstern redegørelse, og regionsrådsformand Anders Kühnau (S) udsendte en officiel beklagelse på regionens vegne.

- Jeg har det rigtigt dårligt med den her sag. Det er den værste sag, jeg har været med til som politiker, sagde Kühnau senere til TV MIDTVEST.

Inviterer til stormøde på højskole

Amputationsforeningen inviterer den 31. maj til et stormøde om sagen på Egmont Højskolen i Hou. 

Her vil der være advokater til stede for at fortælle om mulighederne for søgsmål, og Marianne Palm håber også, at Region Midtjylland vil sende en eller flere repræsentanter, der kan hjælpe med at svare på spørgsmål.

Patientforeningens formand understreger, at det af flere grund er vigtigt, at de fejlopererede får erstatning.

- Den skal sikre, at de får et værdigt liv og selv kan købe de nødvendige hjælpemidler. Hjælpemiddelområdet skranter ude i kommunerne, hvor der er flere eksempler på, at de amputerede ikke får de hjælpemidler, de har brug for. De amputerede fortjener at kunne tage mere vare på deres eget liv, siger Marianne Palm.