Når hjemstavnen bliver til musik: VILMA synger om det sted, hun elsker og savner

Gennem tiden har mange musikere skrevet sange, der hylder eller henvender sig til hjemstavnen. Marie Vilsbøll er én af dem - og for hende blev sangen en vej ud af hjemve.

9:05
I processen med at finde sig selv, skriver mange musikere sange om sin hjemstavn. For VILMA blev en sang om Resenstad starten på hendes debutalbum.
Foto: Anne Simonsen, TV MIDTVEST

Denne artikel er med i sommerserien ”Fik du læst?”, hvor vi hver dag finder en artikel frem til et godt gensyn.

- Men når jeg åbner mine øjne, der hvor jeg er nu. Bare tagsten uden for mit lukkede vindue.

Sådan synger VILMA i sin sang 'Vuggende, bølgende eng'.

Bag kunstnernavnet VILMA gemmer sig 26-årige Marie Vilsbøll, som i dag bor i Aalborg, men oprindeligt kommer fra landsbyen Resenstad uden for Struer.

Og det var netop længslen og kærligheden til hjemstavnen, der fik Marie Vilsbøll til at skrive sangen.

- Jeg havde boet i Aalborg i et halvt års tid, og så var jeg i konflikt med mig selv, om jeg skulle blive eller flytte hjem igen, fordi jeg ikke havde det super godt, fortæller hun.

Lyt til sangen 'Vuggende, bølgende eng' af VILMA her.

Derfor satte hun sig med sin guitar og lod sangen skrive sig selv. En halv time senere havde hun en færdig sang og melodi, som ikke er ændret siden.

Sangen viste sig samtidig at blive en del af et gennemgående tema for VILMA's første dansksprogede album med titlen 'Kærlighedserklæringer', som udkommer 21. april 2023.

21. april 2023 udkommer VILMA’s dansksprogede debutalbum ’Kærlighedserklæringer’, som består af ni sange dedikeret til familie, venner og hjemstavnen.
21. april 2023 udkommer VILMA’s dansksprogede debutalbum ’Kærlighedserklæringer’, som består af ni sange dedikeret til familie, venner og hjemstavnen.
Foto: Privatfoto

En dansk musiktradition

VILMA er langt fra den eneste artist, der har haft et behov for at søge tilbage til rødderne i musikken. 

Ifølge Henrik Marstal, som er lektor på Rytmisk Musikkonservatorium i København, så er der ligefrem tale om en musikalsk tradition.

- Som jeg ser det, så er hjemstavnssange noget, der nærmest altid har fandtes, siger han.

Han har beskæftiget sig en hel del med hjemstavns-fænomenet gennem årene, og han tror, at det især er blevet en stor musiktradition, fordi både musikerne selv og lytterne gerne vil forstå, hvem de er bag musikken. 

- Det ligger dybt i mange musikere, når man skal til at etablere sig som sangskriver, at man så synger om, hvor man kommer fra. For det er en del af de forudsætninger, man måtte have. Det er bestemt ikke alle, men jeg kan bare se, at der er mange, der gør det, forklarer Henrik Marstal. 

- Kunstneren har et selvbillede, som vedkommende gerne vil give videre gennem sin sangskrivning - og en del af det selvbillede kan jo sagtens være, at man kommer fra et bestemt sted, tilføjer han.

1:11
Ligesom VILMA har mange andre musikere fra landsdelen skrevet sange til deres hjemstavn. Her er tre eksempler.

Når man længes hjem

Henrik Marstals analyse stemmer det godt overens med Marie Vilsbølls behov for at skrive sin hjemstavnssang.

- Det jeg i virkeligheden havde brug for, det var at få sat helt klart lys på mine relationer med mine familiemedlemmer og på, hvem jeg egentlig var, nu jeg var ved at flytte hjemmefra, fortæller Marie Vilsbøll.

Hendes hudløst ærlige beskrivelse af hjemve og længsel i sangen har hun samtidig mærket, lytterne har været begejstrede for.

- De reaktioner jeg får på de her kærlighedserklæringer, det er, at det er dejligt for andre at komme ind og se noget så ærligt og sårbart, siger hun.

0:43
Marie Vilsbøll besøger de steder i Struer, hvor hun er kommet meget som barn. Et af stederne er her hos Nordvestjysk Fjordkultur, hvor hendes bedstefar brugte mange timer på at bygge skibe.

Spørger man Henrik Marstal, hvorfor hjemstavnssangene hitter hos lytterne, så er nøgleordet genkendelighed.

- Rigtig mange lyttere vil kunne genkende den her kærlighed fra deres eget liv og hjemstavn. Og det gør altså, at lyttere kan være glade for sange, der handler om lokaliteter, de måske aldrig har været, forklarer han.

- Jeg sætter et punktum

Hjemstavnssangen 'Vuggende, bølgende eng' og hele albummet har givet Marie Vilsbøll en ro og forløsning personligt - men også i forhold til artistrollen som VILMA, har det hjulpet hende til at definere, hvem hun er som musiker.

- Jeg ved godt, hvad jeg kommer fra nu, og jeg har virkelig dykket ned i det, og jeg forstår det, og jeg forstår mig selv, hvilket i sig selv kan være virkelig svært.

VILMA skal på sin første Danmarksturné med det nye album i foråret - andet stop på turnéen er hjemme i Struer 30. marts.
VILMA skal på sin første Danmarksturné med det nye album i foråret - andet stop på turnéen er hjemme i Struer 30. marts.
Foto: Privatfoto

Henrik Marstal forudser også, at hjemstavnssange fortsat vil præge hitlisterne i fremtiden.

- Jeg tror, at vi kommer til at se hjemstavnssange som noget, der altid vil være i dansk musik, fordi der altid vil være brug for at fortælle om, hvor man er vokset op. Jeg tror altid det vil findes, ligesom det altid har fandtes, pointerer han.

For Marie Vilsbøll har hendes hjemstavnssang været starten på musikkarrieren. Hendes debutalbum er lige på trapperne, og den første Danmarksturné er i sigte. 

Forholdet til hjemstavnen er stadig stærkt, men hjemveen er hun ved at have lagt bag sig. 

- Jeg tror, albummet er med til, at jeg sætter et punktum på en eller anden måde for den del af mig, der har været så bange for at forlade min hjemstavn, fortæller Marie Vilsbøll.