Flere politikere byder sig til: Vil have fat i Esben Lundes mange stemmer

Ved det kommende folketingsvalg er der noget at komme efter i Ringkøbing-kredsen. Udover Venstre vejrer især også Kristendemokraterne morgenluft. Det handler om at få fingre i de mere end 10.000 ledige stemmer, som Esben Lunde Larsen efterlader sig.

Hvem får fat i Esben Lunde Larsens næsten 11.000 stemmer? Kristian Andersen (KD), Kenneth Mikkelsen (Venstre)  eller Dennis Flydtkjær (DF)?
Hvem får fat i Esben Lunde Larsens næsten 11.000 stemmer? Kristian Andersen (KD), Kenneth Mikkelsen (Venstre) eller Dennis Flydtkjær (DF)?
Foto: TV MIDTVEST

Ved folketingsvalget i 2015 fik Esben Lunde Larsen et fornemt personligt valg. Ved det kommende folketingsvalg genopstiller venstremanden ikke. Den tidligere minister fra Ringkøbing-Skjern har forladt den politiske scene. Han efterlader et tomrum og 10.831 stemmer, som en mere ukendt arvtager nu skal forsøge at holde fast i.

- Jeg er gjort ud af et vestjysk DNA og er båret af foreningslivet. Jeg har en stærk erhvervsbaggrund. Så jeg synes, jeg har rigtig meget at byde ind med, siger Kenneth Mikkelsen, Venstre-folketingskandidat i Ringkøbing-kredsen.

KD: Vigtigt med lokal forankring

Kenneth Mikkelsen har ikke den samme lokale forankring, som sin forgænger, fordi han ikke kommer fra Ringkøbing-Skjern. Et faktum, som især har givet Kristendemokraternes lokale folketingskandidat blod på tanden. Partiet går, med Kristian Andersen i spidsen, efter at gafle ledige Esben Lunde-stemmer nok til at sikre et kredsmandat og dermed en adgangsbillet til Christiansborg.

- Noget af det, der gjorde at Esben Lunde Larsen opnåede så fantastisk flot et valg, det var at han var en lokal kandidat, som var forankret i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han havde siddet i byrådet i mange år og havde et enormt stort netværk. Og det er faktisk noget af det, jeg også repræsenterer, siger Kristian Andersen.

Kristendemokraten slår på, at han i størstedelen af sit liv har boet i kommunen. Han er  byrådsmedlem, og mener han kan blive den vestjyske stemme på Christiansborg, som Ringkøbing-Skjern har brug for.

- Rigtig mange borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune er optaget af at have en lokal kandidat, vurderer KD-folketingskandidaten.

Ikke afgørende, hvor sengen står

Ringkøbing-Skjerns nye Venstre-spids er direktør i Erhvervsrådet i Herning og Ikast-Brande. Kenneth Mikkelsen er født i Aulum og bor i Herning. Selv synes han det er uden betydning, at han ikke ligesom sin forgænger har adresse i Ringkøbing-Skjern.

- Om sengen står på den ene eller den anden side af kommunegrænsen, det oplever jeg ikke som den store udfordring, siger Kenneth Mikkelsen.

Venstremanden vil hellere tale om politisk forankring, end om hvor han bor. Kenneth Mikkelsen læner sig op ad, at han er blevet valgt som folketingskandidat i det, der historisk set har været en sikker Venstre-kreds med stærke traditioner og stort bagland.

- Venstre i Ringkøbing-Skjern har omkring 900 medlemmer. De er mit bagland. Min Backing Group. Så når jeg tre eller fire dage om ugen skal sidde i København, så har jeg masser af øjne og ører rundt omkring i hele kommunen, som skal være med til at klæde mig på, fastslår Kenneth Mikkelsen. 

DF: Vi er ikke sognerådspolitikere

Diskussionen om lokal forankring ruller over skærmen i denne uges Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor tre borgerlige politikere, som alle er på valg i Ringkøbing-kredsen, er i debat. Udover Kristian Andersen og Kenneth Mikkelsen medvirker også Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær. DF-politikeren har siden 2005 været valgt til Folketinget i Ringkøbing-Skjern. Han bor i Herning og synes ikke, at det er nogen bagdel.

- Vi er jo landspolitikere. Vi er ikke sognerådspolitikere. Vi sidder jo ikke kun og laver lovgivning for det område, vi bor i, siger Dennis Flydtkjær.

- Men det er klart, at det selvfølgelig betyder noget, hvor man oplever sin hverdag og hvor man færdes. Jeg færdes i det midt- og vestjyske, når jeg er hjemme fra Christiansborg. Og det er klart, at der er forskel på, om man er i det område eller man bor på Frederiksberg, vurderer DF-folketingsmedlemmet.

Se hele debatten herunder:

29:42
Ved valget i 2015 fik Esben Lunde Larsen næsten 11.000 personlige stemmer, men ved det kommende folketingsvalg genopstiller venstremanden ikke til Folketinget. Spørgsmålet er, hvilke kandidater i Ringkøbing-kredsen, der kan får fingre i stemmerne?