Nye Borgerlige om klima-hysteri: Skal vi nu ikke tage det roligt?
Klimasagen er blevet en religion, lyder det fra Nye Borgerliges Helge Hoffmann, som mener, at den globale opvarmning ikke kun er negativ.
Klimaet og den globale opvarmning er et af de helt store emner i denne valgkamp.
Men det er altså ikke alle folketingskandidater, som er enige i, at der skal gøres noget drastisk nu. Faktisk befinder Helge Hoffmann, som er folketingskandidat for Nye Borgerlige, sig i den anden grøft.
- Når ansvarlige politikere prøver at bilde jer ind, at jorden er ved at gå under og når en svensk teenager bliver ophøjet til den nye messias, fordi hun klimastrejker, så mener vi, der er tale om hysteri, siger han i en valgdebat på Skive Gymnasium og HF.
Folketingskandidater fra 12 partier var repræsenterede til debatarrangementet, hvor gymnasieeleverne fik mulighed for at stille spørgsmål til politikerne.
Den globale opvarmning er ikke kun negativ
Helge Hoffmanns svar kommer efter at to gymnasieelever spørger alle partier – udover Alternativet og Enhedslisten - hvorfor de ikke overholder Paris-aftalen i deres klimaplaner. Altså, at de skal arbejde på at holde temperaturstigningerne på under 1,5 grader.
Men Nye Borgerliges Helge Hoffmann hopper altså ikke med på det, han selv kalder klima-hysteri.
- Det er jo ikke kun negativt med global opvarmning. Man får større høstudbytte, og man bliver i stand til at dyrke nogle områder, man ikke har kunnet dyrke før, og man skal bruge mindre energi på at varme sin bolig op. Skal vi nu ikke tage det lidt roligt? spørger han.
Helge Hoffmann mener, at man skal bruge penge på at forske i klimaløsninger i stedet for at lave en klimalovgivning og indføre afgifter på eksempelvis kød og flyrejser, som SF’s Signe Munk blandt andre foreslår.
Og han bliver bakket op af Liberal Alliances Alex Vanopslag.
- Jeg mener, at vi skal satse på, at Danmark skal været et grønt, globalt foregangsland. Det kan vi gøre ved at inspirere andre lande til at tage nogle af vores teknologier, så vi kan få en grøn omstilling i gang, siger han.
Han henviser til partiets plan om at afsætte næsten fire milliarder om året til den grønne forskning.
Hvordan kan I være uenige med forskerne?
Helge Hoffmanns afslappede og til dels benægtende tilgang til klimaproblematikken, falder ikke i god jord hos 17-årige Johannes, som midt i debatten får lov til at stille et spørgsmål til politikerne.
- Hvordan kan I sidde der og være uenige med forskere, som har forsket meget af deres liv i det her?
Til det svarer Helge Hoffmann:
- Der er også seriøse forskere, som mener noget andet. Hvis klimasagen er blevet en religion, så er FN’s klimaråd blevet profeter. Man skal holde sig for øje, at det ikke er uvildige profeter. Deres bevillinger og lønninger afhænger direkte af, hvor stort problemet er, siger han.
TV MIDTVEST sendte live fra hele debatarrangementet, hvor blandt andre Inger Støjberg deltog. Du kan se hele programmet her: