Vil du være med til at styre valget? Her kan du blive valgtilforordnet
I Lemvig og Silkeborg kan du være med til at tælle stemmer op til folketingsvalget 1. november.
Når valget skal stå den 1. november er vi allesammen inviteret til at deltage i demokratiet og afgive vores stemme.
Men vil du helt med ind i maskinrummet, så kan du nu blive frivillig valgtilforordnet flere steder i Midt- og Vestjylland.
I Lemvig efterlyser kommunen frivillige, som vil være med til at afvikle valget og tælle stemmerne op som valgstyrer og valgtilforordnede.
- Vi søger i Lemvig, fordi partierne har svært ved at finde navne nok. De skal tage fri en hel dag, og de har ikke så mange medlemmer, som de plejer at have, så især efter folkeafstemning ved EU-forbeholdet havde vi problemer, forklarer Chef for Direktionssekretariatet i Lemvig Kommune, Louise Agerbo.
- Det er også svært for os at tage medarbejdere ud fra det daglige arbejde, for de er også pressede. Derfor oplever vi, at det ikke er så nemt at finde folk til at hjælpe til, som det har været.
Mangler 400 hjælpere
Også i Silkeborg kommer de til at mangle frivillige, siger Lejf Rattenborg Bøgedal, som er valgchef i Silkeborg Kommune.
Omkring 400 personer skal der til, for at løfte opgaven.
- Vi mangler jo simpelthen folk til at bistå, fordi de politiske partier kan ikke stille med så mange, og det nytter heller ikke, at vi tager alle kommunalt ansatte ud af arbejdet på valgdagen.
Det er kommunalbestyrelsens medlemmer, som udpeger valgstyrer og de valgtilforordnede. Disse består som oftest af medlemmer af partierne og af administrative medarbejdere i kommunen.
Men nogle steder - som i Silkeborg og Lemvig - vælger kommunen at invitere udefrakommende med ind.
- Man er med til at sørge for, at vores demokrati fungerer – og det er vigtigt, at borgerne kan komme med ind i valghandlingen, så vi sikrer at alt går rigtig til, siger Lejf Rattenborg Bøgedal og tilføjer, at man også modtager 880 kroner i diæt og får fuld forplejning på dagen.
- Til gengæld er det en lang dag, og man skal være sikker på, at man kan holde sig frisk til sent på aftenen, påpeger han.
Inspireret i Ringkøbing
Argumentet for at lade vælgerne være med til at afvikle valget er tiltalende, mener Troels Østergaard Serup fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Vi har set, at andre kommuner gør det, og det er vi også inspireret af. Det kommer vi til at kigge på, men vi er ikke nået dertil endnu, siger han.
- Partimedlemmerne bliver færre og ældre, så vi kan blive nødt til at kigge i andre retninger. Det er jo også demokratiets festdag, så der er det da oplagt at have vælgerne med til at afvikle valget.