Sexanklaget frikirkepræst anholdt i dansk lufthavn
Den frikirkepræst, der ifølge politiet har forgrebet sig på 11 børn og unge, er tirsdag blevet anholdt i Billund Lufthavn.
Midt- og Vestjyllands Politi mistænker en frikirkepræst fra Silkeborg for at have krænket eller forgrebet sig på 11 børn og unge under 18 år.
Derfor blev han tirsdag eftermiddag anholdt, da han ankom til Billund Lufthavn med fly fra USA, det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Jeg håber sådan for de unge mennesker, at de kommer videre nu. De har jo også brug for en slutning på sagen, og den er jo ikke sluttet, før han er dømt, siger Bente Kjærskov i dag til TV MIDTVEST.
Hun er mor til en af de piger, der kom i frikirken, mens overgrebene fandt sted.
Nøgenlege på præstens aflåste kontor
Bente Kjærskov har tidligere fortalt til TV MIDTVEST, at krænkelser af de unge var hverdagskost.
- Der var sexlege med drenge, der skulle tage tøjet af. Jo mere de tog af, jo mere tilbad de Gud, forklarede hun den 23. maj 2016, da anklagerne mod præsten pludselig væltede frem.
Den fortælling bekræfter det tidligere frikirkemedlem, Daniel. Han og andre lederaspiranter skulle overfor frikirkepræsten bevise deres viljestyrke. På et aflåst kontor bad han dem derfor om at lave en kæde af deres tøj.
- Han siger, at vi må bruge alt tøjet. Men vi vælger at stoppe, mens vi stadig har underbukser på, forklarede Daniel, der ikke ønskede at få sit efternavn oplyst, den 30. maj til TV MIDTVEST.
Episoden blev gentaget og frikirkepræsten blev mere insisterende i sit ønske om, at drengene skulle være helt nøgne. Her sagde Daniel dog stop:
- For det første var det for grænseoverskriden overfor mig. Men jeg tænkte også, at der foregik nogle ting, som der ikke skulle foregå. For hvorfor skal man lege sådan nogle lege i Guds hus?
Politiet og Silkeborg Kommune havde på daværende tidspunkt kendt til anklagerne om misbrug i seks år. Allerede i 2010 begyndte anmeldelserne nemlig at dukke op, ligesom enkelte tidligere medlemmer i forskellige medier fortalte om krænkelser af seksuel karakter.
Vendte frivilligt hjem
Frikirkepræsten rejste i november 2011 til USA for at starte en ny menighed op i Florida.
Af politiets pressemeddelelse fremgår det, at han frivilligt er kommet tilbage til Danmark efter aftale med hans forsvarsadvokat og Midt- og Vestjyllands Politi.
Han vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.
TV MIDTVEST vil være til stede ved grundlovsforhøret.