18-årig overfaldet med peberspray og kniv: Tre unge varetægtsfængslet
En ung mand forsøgte torsdag aften af flygte fra tre drenge, da de angreb ham.
15, 15 og 16 år. Det er alderen på tre drenge, der fredag var til grundlovsforhør i Herning; de er sigtet for at have brugt peberspray og en stikgenstand mod en 18-årig.
- Det var nogle unge, unge drenge, der sad i retten i dag, men det er også alvorlig kriminalitet at stikke nogen med en kniv, siger anklagefuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi Emil Bjerg Nyborg.
De tre drenge sendte en 18-årig ung mand i jorden. Den 18-årige kom gående på stisystemet ved Gormsvej i Herning, da de tre drenge overfaldt ham bagfra.
- Vi ved ikke helt, hvorfor overfaldet er sket. Det virker umiddelbart uprovokeret, lød det fredag morgen fra Lars Even, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Gruppen brugte først peberspray mod den 18-årige. Han forsøgte herefter at undslippe de tre. I sit flugtforsøg prøvede han at hoppe over et hegn.
Ikke tæt relation til offeret
Her blev han stukket i ballen med en kniv eller en stikgenstand. Våbnet er ikke fundet af politiet.
Skaden sendte ham efterfølgende på skadestuen.
De tre drenge var fredag formiddag til grundlovsforhør ved byretten i Herning. De blev varetægtsfængslet i en uge . Der ikke var nogen tæt relation mellem de tre formodede gerningsmænd og offeret.
- Den ene kender den forurettede perifært, men de andre kender ham ikke, siger anklagefuldmægtig Emil Bjerg Nyborg.
To har domme
Drengene, der kender hinanden fra et bosted for unge, er sigtet for vold og grov vold i forening. De nægtede sig alle skyldige i at have brugt en stikgenstand, mens en af de 15-årige erkendte at have brugt en peberspray.
Den 16-årige er tidligere straffet to gange – blandt andet for personfarlig kriminalitet. Den ene 15-årig er ustraffet, mens den anden umiddelbart inden grundlovsforhøret blev dømt efter straffelovens paragraf 119:
Den handler om vold eller trusler mod mennesker i offentligt embede.
Drengene er ikke sigtet for at overtræde våbenloven, men anklagemyndigheden vil ikke afvise, en sådan sigtelse kan komme til senere.