64-årig dør som følge af brand

Politiet vil nu undersøge årsagen til branden.

Der har været kraftig røgudvikling i forbindelse med branden, oplyser politiet.
Der har været kraftig røgudvikling i forbindelse med branden, oplyser politiet.
Foto: SpotFoto

En 64-årig mandlig beboer i Tolstedparken i Gjellerup ved Herning har mandag mistet livet i forbindelse med en brand.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Omkring klokken 13 blev både politi og brandvæsen kaldt til mandens lejlighed på grund af kraftig røgudvikling.

Kort tid efter blev lejlighedens beboer fundet død.

Mistænker vaskemaskine

Politiet mistænker, at en vaskemaskine har forsaget branden som følge af en teknisk fejl.

Den hypotese skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere.

- Vi undersøger selvfølgelig brand- og dødsårsag for at udelukke, at der er sket noget kriminelt, forklarer vagtchefen.

Han understreger desuden, at det er standardprocedure, at politiets teknikere undersøger en brand, hvor en person omkommer.

Ifølge vagtchefen har Brand og Redning MidtVest mandag eftermiddag fået kontrol med branden.

Branden har været isoleret til den enkelte lejlighed. 

Mandens pårørende er underrettet om hans dødsfald.