Alt kan gå op i en højere enhed for FC Midtjylland

Et enkelt point over guldrivalen FCK sikrer FC Midtjylland mesterskabet foran tusindvis af fans.

Der var brede smil, da Lasse Vibe (th.) scorede til 0-2, da FC Midtjylland sidst spillede mod FC København. Det var i Telia Parken den 28. juni.
Der var brede smil, da Lasse Vibe (th.) scorede til 0-2, da FC Midtjylland sidst spillede mod FC København. Det var i Telia Parken den 28. juni.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tilskuere, hjemmebane og de direkte guldkombattanter som nærmeste vidner.

Fodboldklubben FC Midtjylland kunne næppe have drømt om en bedre måde at fejre det danske mesterskab på, end når FC København torsdag kommer på besøg i Herning.

- Det er de dage, man glæder sig til, siger FCM-direktør Claus Steinlein.

- Det hele er gået op i en højere enhed. At vi kan få tilskuere ind til en kamp, hvor man kan afgøre det. Og så mod FCK, som er dem, vi konkurrerer med. Det bliver rigtig sjovt, og forhåbentlig kan vi gøre det, selv om det bliver en rigtig svær kamp.

For første gang siden coronapausen kan klubben byde velkommen til tusindvis af fans.

De mere lempelige coronarestriktioner tillader FC Midtjylland at lukke 4800 fans ind til kampen, og lykkes det midtjyderne at hente bare et point, er mesterskabet en realitet.

FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, tør dog ikke finde champagnen frem endnu.

- Lad os lige få det sidste point med, så vi kan få det afgjort.

- Der er ikke meget, der tyder på, at det skal gå galt. Men man vil altid gerne have det matematisk afgjort én gang for alle, siger han.

Ingen dårlig stime

Før de sidste fem runder af sæsonen har FCM et forspring på 14 point ned til FCK. Skulle det glippe torsdag, er der stadig en stor chance for guld.

Historien om Midtjyllands suveræne sæson er nemlig også historien om holdets evne til at rejse sig efter nederlag.

FCM's fire nederlag i Superligaen er alle blevet efterfulgt af sejre, og det fortæller om den styrke, holdet har haft, mener Claus Steinlein.

- Vores spillere og trænere har været gode til ikke at komme ind i en dårlig stime. De kommer hurtigt tilbage på sporet, siger han.

Det vil være tredje gang på seks sæsoner, at FC Midtjylland vinder Superligaen, hvis arbejdet gøres færdigt. Samme antal mesterskaber har FCK i perioden.

Claus Steinlein tør dog endnu ikke love, at Midtjylland i de kommende sæsoner kommer til at overgå FCK.

- Det er for tidligt at sige. Vi har vundet tre pokaler på tre år, så hver sæson, hvor vi ikke vinder pokaler, er skuffende. Det er sådan, FCK har haft det de sidste 10-15 år.

- Jeg tror, at vi kommer til at kæmpe hårdt med FCK om at tage herredømmet over Superligaen og pokalturneringen. Men der er også andre klubber, der kommer til at drille os. Der er mange spændende projekter i Danmark, siger FCM-direktøren.

Kampen mellem FC Midtjylland og FCK spilles på MCH Arena klokken 20.

2:20
Midtjyderne havde forventet plads til 3500 tilskuere til guldbraget FC København, men det er nu øget til 4800.