Anders Vistisen: At blive spidskandidat er ikke et krav
DF's gruppeformand Vistisen nægter at have stillet et ultimatum til partitoppen om at blive spidskandidat.
Det var ikke hensigten af stille et ultimativt krav til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, da partiets gruppeformand i EU-Parlamentet forleden fortalte, at han ønsker at blive partiets spidskandidat til EU-parlamentsvalget til maj.
Det fortæller Anders Vistisen, som føler sig misforstået efter at have udtalt til avisen Danmark, at han vil være spidskandidat til posten - eller ingenting.
- Hovedbestyrelsen beslutter først, hvem der bliver udpeget som spidskandidat næste år. Så hvis det ikke bliver mig, jamen så har jeg ikke mulighed for at satse på at komme i Folketinget, fordi da er alle folketingskredsene optaget.
- Derfor konstaterede jeg bare - og det står jeg ved – at hvis jeg ikke kan nå at blive opstillet til Folketinget, og hvis jeg ikke bliver udpeget af DF til EU-Parlamentet, jamen så er der i hvert fald en periode, hvor jeg ikke er en del af politik, siger han.
Der skal være folketingsvalg senest til juni næste år, mens valget til EU-Parlamentet finder sted sidst i maj. Flere af de øvrige partier har allerede udpeget deres spidskandidater til EU-valget.
Dansk Folkepartis hovedbestyrelse vil udpege sin spidskandidat og øvrige kandidater til EU-parlamentsvalget kort efter nytår. Det har Søren Espersen, der er næstformand i DF's hovedbestyrelse, fortalt.
Anders Vistisen understreger, at hans udmelding ikke var ment som en trussel. Han ønskede blot at vise, at han står "til rådighed" for sit parti. Politikeren står ved, at han håber på at blive udpeget.
- Når jeg kommer som gruppeformand, og jeg var nummer to på listen ved sidste valg, så vil det skabe mere uro og splid, at der sidder en forhenværende og en ny spidskandidat.
- Derfor tror jeg, at det bedste vil være for Dansk Folkeparti og for en eventuel ny spidskandidat, at jeg giver plads, siger han.
/ritzau/