Arriva aflyser pendlertog i flere måneder

Morgentoget fra Brande mod Herning er aflyst frem til den 8. december, fordi flere tog skal igennem et større serviceeftersyn.

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Foto: Pressefoto

Togpendlerne på strækningen fra Brande mod Herning skal indstille sig på at komme i skole eller på arbejde uden en togtur.

Det skyldes, at Arriva Tog i øjeblikket er ekstraordinært udfordret med hensyn til driftsklare tog, og derfor har selskabet aflyst morgentoget med afgang fra Brande klokken 07.13 frem til den 8. december, oplyser Arriva Togs kommunikationsansvarlige Mikkel Juul.

- I Europa er der lige nu rigtig mange af de såkaldte Lint-tog, som skal igennem et større serviceeftersyn for også i fremtiden at kunne leve op til sikkerhedskravene.

- Der er kun få leverandører, som kan udføre denne specialiserede opgave, hvilket betyder meget længere leveringstider, end vi normalt planlægger med. Da en stor del af vores togflåde netop består af disse Lint-tog, påvirker det desværre også vores drift, skriver han i en mail til TV MIDTVEST.

Togbusser indsættes

For passagerer fra Brande, der skal i retning af Herning, betyder ændringerne, at de er henvist til afgangene klokken 06.42 eller 07.42, hvis de insisterer på at rejse med tog.

Alternativt kan de køre med togbus, som ifølge Arriva Tog indsættes på samtlige aflyste afgange.

- Vi indsætter både en bus, som kører direkte fra Brande til Herning, og så indsætter vi en anden bus fra Give mod Herning, som stopper Thyregod, skriver Mikkel Juul.

Ifølge den kommunikationsansvarlige vil selskabet følge udviklingen i brugen af busserne nøje for at sikre, at kundernes behov er dækket ind med denne midlertidige løsning.

Aflysningen startede onsdag den 20. september.