Bilist gik amok på lastbilchauffør

En lastbilchauffør måtte i eftermiddags en tur på sygehuset, efter en vred bilist bremsede hårdt op foran ham og kastede en sten ind gennem sideruden.

190914Politi3.jpg

Det var en noget rystet lastbilchauffør, der i dag ringede til politiet og anmeldte en usædvanlig episode.

Kort forinden havde han følt sig chikaneret af en bilist på rute 18 ved motortrafikvejen ved Sinding. Hændelsen sluttede af med at bilisten i sin Audi A6 bremsede hårdt op foran lastbilen, hvorefter han i raseri kastede en sten ind ad sideruden og ramte chaufføren i hovedet.

- Chaufførens ene øje var lukket til, så han var lige en tur på sygehuset for at blive tilset, forklarer vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Lastbilchaufføren nåede at skrive bilens registreringsnummer ned.

Kendt af politiet for lignende episoder
Her til aften kunne politiet så anholde en 27-årig mand fra Karup for episoden. Han er kendt af politiet for lignende sager og kan se frem til at overnatte i detentionen, hvorefter han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Ifølge den 27-årige havde han følt sig chikaneret af lastbilchaufføren.