Bone’s-restauranterne skifter hænder
Grundlæggerne bag familierestauranten Bone’s giver nu stafetten videre. Efter 26 år skal der nye ejere til. Det skriver Aoh.dk.
Der er blevet vendt mange bøffer og steaks på Bone’s de seneste 26 år. Det bliver der formentlig også i fremtiden, men det bliver med nye folk bag roret. Det skriver Aoh.dk.
Den første Bone's-restaurant blev åbnet i Herning i 1990 af Tom Sørensen, Kristian Kaasgaard og John Henriksen, men dén ene restaurant er siden hen vokset sig til en stor restaurantskæde. I alt er der nu 22 restauranter i Danmark og én i Nuuk på Grønland.
- Det er jo med blandede følelser, at vi sælger, men det er en proces, vi selv har styrret. Vi gik ind i det sammen, og vi går ud af det sammen. Kristian er ved at blive 60 år, og vi andre er 56 år. Vi er glade for beslutningen, og vi er stolte af det, vi har lavet, siger stifter Tom Sørensen.
Manden, der nu får kæden i sine hænder, er Jan Vinther Laursen, som kom med i ejerkredsen i 2009. Han får tilmed selskab af to investorer.
- Nu kan vi med stolthed lukke det her kapitel ned til nogen, der kan brede det videre ud, siger Tom Sørensen.