Brand på 'Bonderen': Derfor mener politiet, den er påsat
Meget tyder på, at branden på et værtshus i Ikast var påsat. Det vurderer politiet.
Kl. 6:54 fredag morgen fik politiet alarm om, at der var ild på værtshuset ’Bonderen’ midt i Ikast.
Det var en forbipasserende, der opdagede branden og slog alarm.
Politiet formoder branden er påsat.
- Ja, det gør vi, fortæller Bent Smedegaard fra politiet i Herning.
Politiet har fundet brændbar væske på en stol lige inden for et knust vindue, så de er ret overbeviste om, at branden ikke er opstået af sig selv.
- Vi har afspærret et område omkring værtshuset, mens vores undersøgelser foregår, fortæller Bent Smedegaard.
Han fortæller, at branden ikke har forvoldt stor skade på de få kvadratmeter, den havde nået at brede sig til.
'Bonderen' holder lukket på ubestemt tid, skriver ejeren på Facebook.