Dansk rockband skal promovere ishockey-VM
VM i ishockey skal have et soundtrack. Og det står rockbandet, Carpark North, for. Fredag var de i Herning for optage en promoveringsvideo.
Når VM i ishockey bliver fløjtet i gang i Boxen i Herning til maj, så bliver det også med en officel slagsang for hele turneringen. Skrevet af det danske rockband, Carpark North.
- Det er VM, og det er måske 1,3 milliarder mennesker, der kommer til at se og høre det her. Måske kunne det faktisk være meget sjovt, fortæller forsanger Lau Højen om bandets umiddelbare tanker, da de sagde ja til at skrive sangen.
Fredag lavede de optagelser på isen i Herning. Men det var ikke meget, de ville fortælle om den foreløbigt hemmelige sang.
- Enten begynder man virkelig at råbe med på den, eller også bliver man virkelig irriteret over den. Det er sådan en lille ting, man ikke kan få ud af øret, siger bassist Søren Balsner.
Så der er noget ørehænger i den på en eller anden måde?
Ja, det er der. Det er er der jo altid, når vi laver noget, griner bassisten i bandet, der fik sit gennembrud i Danmark i 1999.
Rigtig god arenalyd
Det er ikke tilfældigt, at valget er faldet på netop Carpark North, forklarer Maja Grimnitz, der er salg- og marketingdirektør ved verdensmesterskabet i Herning.
- Carpark North er jo et band, som har en rigtig god arenalyd. De er blevet brugt før i sammenhæng med sportsevents, så de har det, der skal til for at opbygge stemningen. Det skal være en ørehænger, så publikum ved, at nu sker det - nu starter kampen snart, siger hun.
I marts bliver sangen offentliggjort.