Efterladte cykler får nyt liv: Ungdomscenter i Herning overtager politiets arbejde

Mange efterladte cykler får nu en ny chance på cykelstierne, hvor elever på Ungdomscenter Knudmosen i Herning reparerer cyklerne, som en del af undervisningen.

Efterladte cykler får nyt liv takket være eleverne på Ungdomscenter Knudmosen.

Der er mange cykler, der af den ene eller anden grund, bliver efterladt i vejkanter, på stationer, parkeringspladser, gågader og lignende, og i Herning Kommune indsamler man omkring 100-200 efterladte cykler om året. Men et nyt projekt i kommunen skal nu sikre, at de efterladte cykler får nyt liv og igen kommer til at gøre gavn.

Normalt bliver de efterladte cykler indsamlet af kommunerne og afleveret til politiet, som efterfølgende enten sælger cyklerne på hittegodsauktion eller destruerer dem, hvis cyklens stand eller værdi er for lav.

Men det nye projekt, der går under navnet Grønne Cykler, skal fremover sikre, at cyklerne bliver en ny ressource i stedet for skrot, politiet skal bruge tid og ressourcer på at håndtere.

- Det her projekt handler om, at vi skal bruge de ressourcer, vi har, og projektet Grønne Cykler er et eksempel på, at man godt kan gøre noget ekstra for at genbruge ting, fortæller Lene Ahle Skoubo fra Teknik og Miljø i Herning Kommune, som er en af folkene bag projektet i Herning Kommune.

Cykler bliver en del af undervisningen 

Udover at spare tid og ressourcer hos politiet, så bliver cyklerne også en del af eleverne på Ungdomscenter Knudmosens undervisning, hvor de lærer om genbrug samtidig med at de lærer et nyt håndværk. 

På Ungdomscenter Knudmosen har de oprettet et cykelværksted, hvor en del af eleverne hver mandag og tirsdag arbejder med cyklerne, som efter istandsættelse bliver overdraget til kommunen, der kan bruge dem til forskellige almennyttige formål. 

Og det er Benjamin Sørensen, der er elev på skolen, rigtig glad for. 

- Jeg har altid godt kunnet lide det mekaniske og at skrue i ting. Det giver mig en rar følelse at kunne stå med et slutprodukt og generelt at arbejde i værkstedet. Og så er det godt, at cyklerne bliver brugt igen, i stedet for at blive smidt væk, siger han.

Bedre udnyttelse af ressourcer 

Projektet er kommet i stand efter, at færdselsloven paragraf §123 for nylig blev opdateret, så det giver kommunerne mulighed for at overtage sorteringen og håndteringen af de herreløse cykler. 

En arbejdsopgave, der tidligere udelukkende lå hos politimyndigheden. Og efter ændringen i loven tog det ikke lang tid for kommunen at få projektet Grønne Cykler stablet på benene. 

- Projektet startede ved, at vores driftsfolk gav udtryk for, at de havde en masse cykler, som de havde svært ved at komme af med, og at de nogle gange blev nødt til at skrotte dem, fordi de hobede sig så meget op. Og det, synes jeg, var en skam så, så begyndte vi at undersøge mulighederne for at genbruge dem, fortæller Lene Ahle Skoubo.

Samarbejdet med Ungdomscenter Knudmosen kom hurtigt i stand, da skolen også manglede noget, deres elever kunne skrue i. 

Ungdomscenter Knudmosen er en STU-uddannelse i Herning Kommune, der tilbyder en fleksibel ungdomsuddannelse til unge mellem 16-25 år, som har særlige behov. 

Inden de indsamlede cykler ender i hænderne på eleverne på cykelværkstedet, bliver der sat en varsling op på cyklerne, så ejerne har mulighed for at hente dem hjem. Hvis de ikke er blevet hentet og ender hos kommunen, bliver registreringsnummeret tjekket for at se, om cyklerne er stjålet.