En 20-årig mand har mistet livet i en færdselsulykke

En person har mistet livet, efter at en personbil søndag aften kørte frontalt sammen med en lastbil på Sdr. Ommevej.

Politi i mørke
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Klokken 18.34 fik Midt- og Vestjyllands Politi besked om, at en personbil og en lastbil var kørt frontalt sammen på Sdr. Ommevej syd for Karstoft.

Føreren af personbilen er søndag aften afgået ved døden.

Der er tale om en 20-årig mand, bosat i Mariagerfjord Kommune.

- Han bliver erklæret død af en lægebil, der ankommer til stedet for ulykken, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

- Der kører en bil foran den pågældende personbil, som ser, at den laver et udfald og kommer over i den anden vejbane, hvorefter lastbilen rammer bilen, fortæller vagtchefen.

En bilinspektør har været på stedet for ulykken, for at undersøge en mulig årsag.

- Det kan skyldes uopmærksomhed, det kan være en fejl på bilen. Vi ved det ikke endnu. Vi har taget en blodprøve for at kunne bekræfte eller udelukke om personen har været påvirket af narkotika eller alkohol, men der er intet, der indikerer det, fortæller vagtchef Jens Claumarch.

De pårørende er underrettet.