Falske bankbud på spil igen: Ældre mennesker snydt for flere tusind kroner i Herning
Der er endnu engang falske bankbud på spil. Denne gang i Herning.
To ældre mennesker er mandag blevet snydt af en eller flere mænd, der udgav sig for at være fra deres bank.
Det oplyser Henning Præstegaard, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Herning.
Den ene er en 93-årig mand fra Lind, der 10.30 blev ringet op af en person, der udgav sig for at være fra hans bank, Nordea.
Manden i telefonen oplyste, at nogle er ved at flytte penge fra den 93-åriges konto. Men det var der råd for, da han nemt kunne sende et bankbud ud for at hjælpe den ældre mand med at få styr på kontoen.
- Og det ender med, at der dukker en mand op og får udleveret to dankort fra Nordea med kode. Fra hver af dem bliver der hævet 15.000 kroner i den lokale automat, siger politiassistenten.
Den ældre mand beskriver manden som værende dansk af udseende, 40 til 45 år, 180 til 185 centimeter høj, spinkel af bygning, lys i huden, og så taler han dansk uden accent.
Derudover var han iført mørk eller blå trøje, en fleecetrøje med et ukendt mærke på og mørke bukser.
Ikke enestående tilfælde
Klokken 17 samme dag havde en 77-årig kvinde fra Herning en næsten identisk oplevelse.
Efter en lignende telefonsamtale kom et falsk bankbud, som hun udleverede et dankort med kode til. Efterfølgende blev der hævet 12.000 kroner fra hendes konto.
Kvinden tror, at buddet er 25 til 30 år, men ellers giver hun næsten samme signalement som den 93-årige mand.
Politiet beder om hjælp til at opklare sagerne med falske bankbud, som de desværre ser flere tilfælde af.
- Hvis der er nogen, der har nogle oplysninger i sagen, så vil vi selvfølgelig gerne høre om det, siger Torben Ladefoged.
Politiet bestiller videoovervågning fra de automater, der er blevet hævet fra, og politikommissæren håber, at det kan bidrage til opklaringen.